23-årige Fiona Jakobsen har oplevelser med grov mobning med sig fra sin folkeskoletid, og studiestart har derfor virket ekstra skræmmende. Foto: Privatfoto Foto:

23-årig frygtede studiestart – men rektorens velkomst gjorde hende helt rolig

For introverte studerende kan studiestarten være overvældende. Det vil Aalborg Universitet gøre noget ved med nyt kodeks.

Fiona Jakobsen var decideret bange, da hun mandag havde første dag på Aalborg Universitet.

Tænk, hvis de andre ikke kunne lide hende. Tænk, hvis hun bare kom til at sidde for sig selv uden at tale med nogen.

- Det sociale skræmmer mig rigtigt meget, fortæller 23-årige Fiona Jakobsen til TV 2.

Hun beskriver sig selv som ”meget introvert”, og hun har også en autismediagnose.

Så da universitetets rektor under en fælles morgenmad på første skoledag fortalte om universitetets adfærdskodeks og fokus på forskellighed, sænkede Fiona Jakobsens skuldre sig.

Og det er netop pointen med adfærdskodekset.

For studiestart er ofte forbundet med navnelege, speeddating og alkohol i stride strømme. Aktiviteter, der ofte i høj grad tilgodeser de ekstroverte studerende og glemmer de introverte.

Derfor har man på Aalborg Universitet lavet et nyt adfærdskodeks, som de 600 tutorer er blevet undervist i.

Kodekset bygger på opmærksomhed, respekt og accept af forskelligheder. Kodekset er lavet for at omfavne de store forskelligheder, der er i en gruppe af studerende.

Ro i maven

Fiona Jakobsen er to dage inde i sit nye studieliv, og indtil videre har introforløbet været meget trygt.

Det har hjulpet hende at vide, at adfærdskodekset findes. Og at det endda hænger på gangene rundt omkring.

Fiona Jakobsen har også talt med én af sine tutorer om sine udfordringer, og det er rart at kunne dele sine tanker med nogen.

Der er vist endda flere på studiet med samme slags udfordringer, har hun hørt.

Fiona Jakobsen synes, det er positivt, at Aalborg Universitet har fokus på at lave aktiviteter uden alkohol. Selv kommer hun nok til at drikke lidt under studiestarten, men ikke så meget, at hun bliver påvirket. Foto: Privatfoto

- Det gør, at jeg får ro i maven og ikke behøver at tænke over, om jeg er mærkelig. For det er vi jo alle sammen på en måde, siger hun.

Handlede om alkohol og fest

Aalborg Universitet har de seneste år haft fokus på at ændre alkoholkulturen under studiestarten, og i år har fokus været på at inkludere både introverte og ekstroverte studerende.

Det gør de eksempelvis gennem rekruttering og uddannelse af tutorer og andre typer af aktiviteter – eksempelvis tour de chambre i mindre grupper uden alkohol.

Hvad vil det sige at være introvert?

  • Begreberne introvert og ekstrovert bruges til at beskrive særlige karaktertræk ved ens personlighed.

  • Klassiske introverte træk omfatter blandt andet, at man er mere indadvendt og har få, nære venner.

  • Introverte bruger mere energi på at være sammen med andre mennesker og har brug for alenetid for at lade op.

  • Ekstroverte er mere udadvendte og får energi af at være sammen med andre mennesker.

  • Mange har både introverte og ekstroverte træk i deres personlighed. 

    Kilde: Netdoktor.dk

Det fortæller Rikke Jønson, der er chef for studieliv på Aalborg Universitet.

Hvis hun lukker øjnene og kigger på den tutorgruppe, der for ti år siden stod klar til at byde nye studerende velkommen, ligner den ikke den gruppe, der mandag tog imod det nye hold af studerende i det østlige Aalborg.

- Tidligere har det meget været én type studerende, vi rekrutterede som tutorer. Det gjorde også, at der meget blev lavet én slags aktiviteter. Dengang handlede det i højere grad om alkohol og fest, fortæller hun.

Tidligere var det helt op til de studerende selv at tilrettelægge introforløbet.

Men i dag har universitetet taget mere styring på, hvad det som uddannelsesinstitution kan gøre for at klæde sine tutorer bedre på og skabe en mere varieret gruppe af tutorer.

Og det har virket.

- Vi kan se, at når vi samler alle tutorerne til vores seminardag, så er tonen helt anderledes, end den var i 2019. Fokus er ikke længere på fest og farver, men på at lave et rusforløb, der inkluderer alle. Tutorerne ser i langt højere grad dem selv som rollemodeller og nogle, der skal rumme både det ekstroverte og introverte.

Hun peger også på, at udviklingen i tutorgruppen kommer som en effekt af, at der generelt er større diversitet blandt de studerende, end der har været tidligere.

Derfor glæder det også Rikke Jønson, at tutorgruppen i år rummer tutorer med autisme, så de nye studerende med lignende udfordringer også på det punkt kan spejle sig i de nye rollemodeller.

Et ædrueligt introforløb

En af de rollemodeller, der skal være med til at skabe et mere inkluderende introforløb, er Lucas Andreasen, der er tutorkoordinator på engelskstudiet på Aalborg Universitet.

I år har han valgt at køre "sober september" for at vise, at man ikke behøver at drikke alkohol for at have det sjovt.

Introforløb i forandring

De seneste år har der på flere danske universiteter været fokus på, at introforløbet ikke skal lægge op til grænseoverskridende adfærd, uhæmmet druk og aktiviteter med sexistisk eller racistisk karakter.

DTU har afskaffet rusturen, og sidste år blev stripshowet under den traditionsrige universitetskonkurrence Kapsejlads i Aarhus afskaffet. På Københavns Universitet er en tradition med, at hvert hold skulle klæde sig ud som en nationalitet, blevet afskaffet, fordi den bidrog til ”nedværdigende fremstilling" af etniske grupper. Både Aalborg og Aarhus Universiteter tillader først alkohol efter klokken 16 i introforløbet.

Som tutorkoordinator er han ansat af Aalborg Universitet til blandt andet at være med til at rekruttere tutorer til introforløbet.

En af de nye ting på programmet bliver en nytænkt tour de chambre. Her skal de studerende i små grupper besøge de fire tutorer. Her vil tutorerne skabe et trygt rum til hyggesnak i mindre grupper. Og hvis der skulle være en velkomstdrink, så er den i hvert fald uden alkohol.

- Man skal ikke bryde ud af en skal, bare fordi man er introvert. Det her arrangement er meget til dem, siger han.

Lucas Andreasen var selv meget nervøs, da han startede for tre år siden. Han stod helt alene i en ny by og i en ny tilværelse som studerende. Men et par inkluderende tutorer gjorde, at han hurtigt fik en god start på uddannelsen. Den gode start, han selv fik, vil han nu give videre til de nye studerende.

- Den her måned er megavigtig. Hvis man står og føler sig alene efter den første måned, så bliver det faglige også svært. Det er et kæmpe skridt at starte på universitet, og det er vigtigt at få nogle venner, som er i samme båd.


Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Byfest var ved at dø: Redning blev billige øl og gamle traditioner

Sidste år kunne Kimbrerfesten i Aars melde om rekordoverskud.

På programmet er blandt andet musik, optog, strip, billige bajer - og gule ærter.

Og så er der revy.

Kimbrerfesten i Aars har eksisteret siden 1947. Og Pia Havbro fra Aars har været en del af Kimbrerrevyen i 22 år. Kun afbrudt af to graviditeter.

- Jeg kan ikke undvære det, konstaterer hun.

Inden hver forestilling tager hele revyholdet et Dr. Nielsen shot. Engang prøvede revyformanden uden, og den gik ikke, fortalte Pia Havbro. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Onsdag var der generalprøve på dette års forestilling, som bliver vist flere gange under dette års Kimbrerfest, der løber af stablen denne weekend. Flere af forestillingerne er udsolgt. Og så lang tid folkene bag kan huske, har Kimbrerfest også været lig med revy.

- Det er så sjovt, når vi står på scenen, og der er gang i teltet. Mange af os har været med i mange, mange år, så vi er blevet en lille familie, siger Pia Havbro og fortæller, at også publikum er gengangere.

- Vi har sågar flere, der ser revyen to gange.

Revyen tager udgangspunkt i sjove begivenheder fra året - og der sniger sig også flere elementer ind fra lokalområdet.

- Vi er amatører, og det er kun for sjov. Vi er ikke forpligtet ud over evne, så hvis vi glemmer noget eller laver fejl, så er det helt ok.

Torsdag slog de deltagerrekord med 4000 gæster mod sidste års 3500. Fredag kom 8500 gæster forbi for blandt andet at høre musikeren Gobs. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Rekordoverskud

Sidste år slog Kimbrerfesten rekord. De otte foreninger bag kunne nemlig dele 652.000 kroner.

Men sådan har det ikke altid været. For før coronapandemien trak tænder ud på alle sociale begivenheder, valgte folkene bag at flytte Kimbrerfesten ud af midtbyen.

Og det havde nær kostet byfesten livet. For der var ikke ligeså stor opbakning til festen udenfor byen, fortæller Allan Mølgaard, der er medlem af Kimbrerfestkomiteen.

Flere aktiviteter under Kimbrerfesten kunne meldes udsolgt allerede før festen gik i gang. Det var blandt andet modeshowet om torsdagen, revymiddagen og stegt flæsk spisning. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Efter coronapandemien valgte bestyrelsen at genoptage byfesten i anlægget i Aars, og pludselig kom opbakningen tilbage.

- Vi lavede lidt nytænkning og fik nogle friske kræfter til, og så beholdt vi de gamle dyder, men med et twist af noget nyt, og det må man sige, der er lykkedes, siger Martin Dahl, der er formand for Kimbrerfestkomiteen.

Allerede nu er der forventninger om at overgå sidste års besøgstal på 17.000 gæster. Ifølge Martin Dahl kvitterer gæsterne for den gammeldags måde at holde byfest på, med stegt flæsk, revy, billigere priser i baren, strip, gule ærter og optog.

- Nogle siger, det måske ikke hører tiden til mere, men vi mener, vi har succes med det hele, så vi er lidt gammeldags på nogle punkter, og det holder vi ved, siger Martin Dahl.

Kan ikke undvære overskud

Også foreningerne bag er glade for, at der atter er stor opbakning til Kimbrerfesten. For overskuddet luner i foreningskasserne.

- Det er et godt tilskud til de unge. For så er der en masse materiale og gode timer, vi kan give til børnene og de unge, på baggrund af det, vi tjener hernede, siger formand for Aars Idrætsklub, Per Mølgaard.

Selvom der ifølge Per Mølgaard, formand for Aars Idrætsklub, var stor opbakning fra klubbens medlemmer, så har de de senere år haft svært ved at finde frivillige, og de må derfor finde alternative metoder. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Hos Aars Tennisklub er pengene fra sidste års Kimbrerfest gået til en ny padelbane.

- Så slap vi for at søge fonde, så det er vi glade for, siger formand for Aars Tennisklub, Jesper Kristensen.

Foreningerne bag skal til gengæld hjælpe ved at skaffe frivillige hænder - og ifølge de to formænd, er det ikke pengene, der er det vigtigste. Det er at skabe en god fest.

- Vi vil da helst heller ikke undvære pengene, for så skulle vi ud og banke på døre og spørge det lokale erhvervsliv, så de er vigtige, men det er vigtigst at skabe en god fest, siger Per Mølgaard.

Jesper Kristensen (t.h) er formand for Aars Tennisklub, og en af dem, der både skal skaffe frivillige til byfesten, og selv være en. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Svært ikke at smile

Kimbrerfestkomiteen har også allerede armene over hovedet, selvom dette års overskud ikke er opgjort endnu. For allerede på førstedagen, torsdag, kom flere mennesker forbi end hidtil. Og vejret spiller en kæmpe rolle, siger formanden.

- Det er svært ikke at smile, siger Martin Dahl.

Revyskuespillerinden Pia Havbro glæder sig da også over, at hun kan se frem til at spille revy i revyteltet mange år endnu.

- Jeg er så glad for, der var nogle stærke folk bag, der ikke ville lade den her byfest dø, siger hun.

Herning Tivolipark er at finde til byfesten. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Kimbrerfesten fortsætter søndag, hvor blandt andet børnehittet Onkel Reje kommer og optræder.


Foto:

Fredag blev der indgået budgetforlig i Jammerbugt Kommune imellem 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Herunder Dansk Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.

- Vi har i Jammerbugt kommune en tradition for brede budgetforlig, hvilket vi fortsætter med i dette års budgetaftale, lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.

Budgetlægningen har ifølge borgmesteren været udfordrende, og det har været nødvendigt at træffe svære beslutninger. Allerede i juni måned blev der vedtaget reduktioner i budgettet for budget 2024 og budget 2025.

- I budgetprocessen har vi haft fokus på at sikre et solidt budget, og det er igen lykkedes os at prioritere de store serviceområder på trods af et stramt udgangspunkt, konstaterer borgmesteren.

Derfor er det også lykkedes at afsætte midler til at sikre den demografiske udvikling både i forhold til børnepasning, skole og seniorområdet.

På beskæftigelsesområdet ses der fortsat store stigninger i udgifterne til især seniorpension og førtidspension. For at imødekomme disse stigninger i udgifter er der i 2025 afsat samlet 33,2 millioner kroner til området, mens der er afsat 22,4 millioner kroner til ældreområdet.

Derudover oplyser borgmesteren, at der investeres bredt i Jammerbugt Kommune med både store og små investeringer. Der er blandt andet afsat midler i 2025 til Masterplan i Brovst samt Tandklinik ved Sundhedshuset i Brovst. Samtidig afsættes der flere penge i 2025 til asfalt og bygningsvedligeholdelse.

I budgettet for 2026 afsættes der desuden penge til investering i Nr. Halne skole, cykelsti ved Kvorupvej i Pandrup samt cykelsti til Biersted.

 Og så vil Jammerbugt Kommune fortsætte den grønne omstilling ved at udskifte den resterende del af kommunens gadelamper til LED-belysning i løbet af 2025.

Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det den 11. oktober 2024.


Foto: Aalborg Lufthavn

Raser over kommunal støtte til lufthavn: Frygter det går udover forbrugerne

Preben Bang Henriksen (V) planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren.

- Jeg er temmelig rystet over det her.

Sådan lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).

Han raser over, at Aarhus Lufthavn gennem de seneste 10 år har fået tilført flere hundrede millioner kroner i kommunal støtte, for at lufthavnen kunne holde sig på vingerne – men det er en ulige konkurrencesituation ifølge folketingspolitikeren.

- Mange, mange, mange millioner går til Aarhus Lufthavn og ingenting til Aalborg Lufthavn. Det skaber en skævvridning i konkurrencen, det er klart, konstaterer han.

Også bestyrelsesformand i Aalborg Lufthavn, Thomas Kastrup-Larsen, mener, at de store milliontilskud fra ejerkommunerne i Østjylland er med til at skabe en uholdbar konkurrencesituation hos de jyske lufthavne.

- De bruger pengene til blandt andet at give til flyselskaber og på andre måder rykke hele konkurrencebilledet, så vi i den anden ende skal betale mere til flyselskaberne for at få dem til at lave ruter hos os. Så de laver en forrykning af hele konkurrencebilledet i Jylland, og det rammer både Aalborg og Billund Lufthavn, forklarer han.

Aalborg Kommune fortæller til Transportministeriet, at de ikke har givet tilskud til Aalborg Lufthavn siden 2016. Den nordjyske lufthavn lever altså helt og aldeles for egne tjente penge – modsat Aarhus Lufthavn, der de seneste 10 år ifølge Thomas Kastrup-Larsen har fået hele 591 millioner kroner i kommunale tilskud.

Behov for et kig på reglerne

Både Aalborg Lufthavn og Preben Bang Henriksen frygter, at den såkaldte konkurrenceskævvridning i sidste ende kommer til at gå ud over forbrugernes pengepung, og derfor har de begge et klart håb.

 - Nu ved jeg, de havde et stort underskud sidste år, og de kommer også til at få et stort underskud i år, men så må de jo rette forretningen op og drive den på nogle bæredygtige vilkår, i stedet for at den offentlige kasse skal finansiere dem, det ser vi i Aalborg Lufthavn meget gerne ske, påpeger Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren, ligesom han også opfordrer Aalborg Lufthavn til at søge juridisk afklaring på, hvorvidt den offentlige støtte er i overensstemmelse med EU-reglerne for den frie konkurrence.

- Jeg synes ærligt talt, at det her virker som et eksempel på det stik modsatte af fri konkurrence, siger politikeren.

Et konkurrencebaseret samfund

Bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen kan glæde sig over, at Aalborg Lufthavn netop har haft sin bedste august måned i seks år målt på antallet af passagerer – her kom flere end 133.000 gæster gennem dørene i den nordjyske lufthavn.

Helt så succesfuldt går det ikke i Aarhus Lufthavn, og derfor har der gennem årene været behov for økonomisk hjælp fra både ejerkommunerne – Aarhus, Norddjurs og Syddjurs – og fra private.

- Jeg ser Aarhus Lufthavn som sådan en businesscase, der er baseret på håb og politiske ambitioner og meget lidt på konkret forretning - og det synes jeg, de skal få rettet op på og konkurrere på lige kommercielle vilkår med os andre, pointerer Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen forstår ikke, hvorfor Aarhus Lufthavn gang på gang kan hjælpes med kommunale midler.

- Hvis de er nødt til at lukke, så er det jo altså ikke vores skyld. Vi lever i et samfund, der er konkurrencebaseret, og det er nu en gang rimelig sundt, at alt ikke styres af staten, så Aarhus Lufthavn må jo indrette sig derefter og foretage de besparelser, de kan, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem.

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Thomas Danielsen (V).


Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Se billederne: Brandmænd fra hele verden indtager nordjysk by

For første gang nogensinde udspiller brandmændenes OL, World Firefighters Games, sig på dansk grund. Begivenheden blev skudt i gang lørdag i Aalborg, og derfor var byens gader fyldt med brandmænd fra hele verden, da den officielle åbningsceremoni blev afholdt.

Over den næste uge vil brandmændene dyste i over 50 discipliner. De varierer fra udbredte idrætsgrene som badminton, atletik og golf til mere eksotiske discipliner som kast med hestesko og svømning med finne. Så vil der desuden også være discipliner, der tager udgangspunkt i jobbet som brandmand.

- Jeg tror, forventningen er at se en hel masse sjove sportsgrene og få noget socialt samvær med en hel masse brandfolk fra alle mulige nationer og få nogle kontakter rundt omkring i verden, lyder det fra Dennis Møller Hovn, der er en af de dansk deltagende brandmænd.

Oprindeligt skulle Aalborg have været vært for World Firefighters Games i 2020, men corona-pandemien betød først en udsættelse til 2021 og sidenhen endnu en til 2024.

- Det er fuldstændig fantastisk, for vi har ventet seks år på det. Vi har gjort en stor indsats for at komme her, og vi er meget taknemmelige for at være her, og for at Aalborg vil afholde konkurrencen her. Vi har taget en hel del med hertil fra New Zealand, lyder det fra Britt Reed, der også deltager.

Omkring 1.500 deltagere og pårørende deltager. Hong Kong, Sverige, England, Tyskland, Polen og Holland har flest deltagere.

Se billeder herunder:

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Aalborg Universitet om kemieksplosion: - Vi er dybt berørt

Fire personer er lørdag kommet til skade efter en eksplosion ved et af Aalborg Universitets kemishow på Tønder Bibliotek.

Her er en 22-årig mand kom svært til skade, og er blev bragt til behandling på sygehuset. Han er dog uden for livsfare.

Derudover er tre børn kommet lettere til skade. De to af børnene er kørt til behandling på sygehus, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede, og forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi.

Institutleder for kemi- og biovidenskab, Kim Lambertsen Larsen, skriver i en SMS til TV2 Nord, at to kemishowkoordinatorer er på vej til Tønder for at tale med de studerende.

- Vi er selvfølgelig dybt berørte af det, som er sket.

- Vi vil gerne levere viden om naturvidenskab på en let tilgængelig måde, men ingen skal komme til skade, når studerende fra Aalborg Universitet har kemishows, lyder det fra institutlederen.

Han oplyser desuden, at man er ved at danne sig et overblik over, hvad der præcis er sket.