24-årig er fortsat i kritisk tilstand efter knivstik

Den 24-årige mand fra Aalborg, der var udsat for knivstik natten til søndag, meldes mandag eftermiddag stadig i livsfare. Politiet mangler spor i sagen.

Natten til søndag blev en 24-årig mand fra Aalborg overfaldet og stukket med kniv i maveregionen. Overfaldet skete på Strandgade i Nørresundby. Offerets tilstand er mandag eftermiddag stadig kritisk. 

Offerets tilstand er så kritisk, at det endnu ikke har været muligt for politiet at tale med den 24-årige mand. Overfaldet bliver efterforsket som en drabssag, men politiet har endnu ikke nogle klare spor at gå efter i sagen. 

- Vi indsamler alt det videomateriale, vi kan fra området, og taler med alle dem, der bor og færdes i området omkring gerningsstedet. På den måde prøver vi at kortlægge området. Altså hvem var hvor og hvornår. siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør i Central Efterforskning i Nordjyllands Politi. 

Den 24-årige mand cyklede efter en bytur i Jomfru Ane Gade under Limfjordsbroen mellem Havnegade og Strandgade i Nørresundby. Her tyder det på, at han vælter eller bliver væltet af sin cykel, men de præcise begivenheder er endnu uklare. 

Nordjyllands Politi søger stadig vidner, der befandt sig i området omkring Strandgade i Nørresundby i timerne omkring klokken 03:39.  


Seneste nyt

fra Nordjylland