25-årig nægtede at betale for taxatur: Splittede bilen ad

En beruset 25-årig mand fra Nørresundby udøvede natten til søndag hærværk på en taxa i forbindelse med betalingen. Han afhøres søndag formiddag.

En 25-årige mand fra Nørresundby skulle vist have gået hjem fra byen eller forsøgt at tomle sig hjem i stedet for at praje en taxa natten til søndag.

Han nægtede nemlig at betale for taxaturen, da han skulle sættes af på Kirkevej i Vodskov klokken 01:00. For at undgå betalingen udøvede han hærværk på bilens interiør.

- Han var ikke voldelig over for taxachaufføren, men han havde en voldelig adfærd i og med, han splittede bilen ad, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.

Da Nordjyllands Politi ankom til Kirkevej, påstod den 25-årige mand, at han ikke havde kørt med taxaen.

- Vi visiterede ham og fandt taxameteret i lommen på ham, så han har en lidt skidt sag, siger vagtchefen.

Den unge mand blev taget med på stationen og skal afhøres søndag formiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland