26-årig anholdt for knivstikkeri på åben gade nytårsmorgen
Knivstikkeriet skete lige uden for Cafe Helmuth - altså i krydset ved Danmarksgade og Boulevarden, og der var således en del personer, der overværede balladen, ligesom det også var nogle fra cafeen, der slog alarm og ringede 112.
En 26-årig mand har været eftersøgt siden 1. januar, hvor han stak en 31-årig mand ned på åben gade i Aalborg. Han er lørdag blevet anholdt.
Et skænderi udviklede sig dramatisk nytårsmorgen i Aalborg. Ved fem-tiden blev en 31-årig mand stukket i maveregionen i krydset ved Danmarksgade og Boulevarden.
Der var en del personer, der overværede knivstikkeriet, der skete lige uden for Café Helmuth. Det var gæster på cafeen, der ringede 112.
Gerningsmanden har været eftersøgt lige siden, og lørdag eftermiddag var der så gennembrud i sagen, da politiet kunne anholde den 31-årige mand.
- Vi fik et tip om, hvor han muligvis opholdt sig, og han er netop blevet anholdt uden stor dramatik, siger Jess Falberg, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Både den 31-årige og den 26-årige er i forvejen kendt af politiet, og de to personer kendte hinanden.
Den 31-årige var efter knivstikkeriet i kritisk tilstand i en kort periode, hvorefter han igen blev betegnet som stabil.
Den 26-årige forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør søndag med krav om varetægtsfængsling.