Sigtet for voldtægt: 27-årig mand varetægtsfængslet

En 27-årig mand nægter sig skyldig i sigtelserne om tre voldtægter mod en 27-årige kvinde. Han er varetægtsfængslet i fire uger.

Opdateret klokken 15.30 med oplysningen om, at den 27-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 27-årig mand er i dag i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for tre tilfælde af voldtægt samt andet seksuelt forhold end samleje begået mod en 27-årige kvinde.

Den 27-årige mand nægter sig skyldig og tager forbehold for at kære afgørelsen om varetægtsfængsling. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Louise Watson.

De tre voldtægter har ifølge Louise Watson fundet sted over en periode fra 21. marts i år til 6. april.

Hun kan ikke oplyse yderligere om sagen, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

Anklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg oplyste før dagens grundlovsforhør, at voldtægterne var begået med to forhold på Arden-kanten samt et forhold i Randers.


Seneste nyt

fra Nordjylland