2.C fra Stolpedalsskolen samler skrald i naturen: - Man føler, at det er en god gerning

I denne uge bliver der samlet skrald mange steder i den nordjyske natur, og 2.C fra Stolpedalsskolen i Aalborg har helt styr på, hvordan sådan noget skal gøres.

Klara-Elise Bruun Lybæk og hendes klassekammerater fra 2.c på Stolpedalsskolen er på en mission. I denne uge finder den årlige affaldsindsamling arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening nemlig sted.

- Vi har fået handsker på, og nipnappere samt poser til affaldet. Jeg troede slet ikke, at der var så meget her i naturen, der burde ikke være så meget plastik og glas, og hvad der nu er blevet fundet, siger Klara-Elise Bruun Lybæk.

Andre klasser har også samlet affald i området i løbet af ugen, men alligevel er der nok at se til. Arbejdsindsatsen fejler dog ikke spor, og heldigvis er udstyret en stor hjælp.

- Vi har jo hænderne fulde selvom vi er gået i ganske kort tid. Affaldet kan godt være klamt bare at tage med hænderne.

Der er ikke nogen der samler op efter en

Det er ikke kun i denne uge, at Stolpedalsskolen sætter fokus på skrald i naturen.

- Det bliver en ugentlig ting, hvor hver klasse får det, vi i gamle dage kaldte en dukseordning, hvor hver klasse kommer ud i naturen, som en del af deres naturfag, siger Jan Mellergaard Frederiksen, viceskoleleder på Stolpedalsskolen.

Hos 2.C har Klara-Elise og klassekammeraterne allerede finkæmmet deres område.

- Man føler, at det er en god gerning, og det er rart, siger Klara-Elise Bruun Lybæk.

Til slut er der denne opfordring til dig som skulle finde på at smide skrald i naturen.

- Der er ikke nogen som kommer og samler det op efter en. Det blæser ikke pludselig hen i en skraldespand, så man skal lade være med at smide skrald i naturen, siger Klara-Elise Bruun Lybæk.

Hver klasses indsamlede affald bliver vejet tilbage på Stolpedalsskolen, og hvilken klasse der har indsamlet mest bliver afsløret fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland