37 år efter ishockeyguld i Aalborg: Finalehelt mindes guldkampen
Per Lydholm scorede tre gange, da AaB, som klubben hed dengang, i 1981 slog Rødovre på udebane i finalekampen om det danske ishockeymesterskab.
Fredag aften kan det danske ishockeymesterskab ende i Aalborg. Det er ikke sket siden 1981, hvor Per Lydholm blev en af finalens store helte.
Fredag aften klokken 19.30 får Aalborg Pirates chancen for at senden matchbolden - eller rettere pucken - helt i mål, når Herning Blue Fox kommer på besøg i Cool East Arena i Gigantium.
Aalborgenserne fører finaleserien med 3-0, og dermed mangler de blot en enkelt sejr for at kunne kalde sig danske mestre 2018.
Vi gamle glemmer jo aldrig den kamp, men der kommer en ny generation, og forhåbentlig får vi mange mesterskaber fremove
Per Lydholm, tidligere ishockey-spiller for AaB
Lykkes det, bliver det en historisk præstation af piraterne. Det er nemlig 37 år siden, at Aalborgs ishockeydrenge senest vandt det danske mesterskab. Dengang, i 1981, hed holdet AaB Ishockey og havde hjemmebane i den gamle hal på Østre Allé.
Det var nu på udebane mod Rødovre, at guldet blev sikret i 1981. En af dem, der var med dengang, er Per Lydholm, som scorede hele tre gange. Han bragte AaB på 1-0, 2-0 og 3-2. Kampen endte 5-5, og uafgjort i den sidste kamp var nok for nordjyderne. Dermed var AaB Ishockey danske mestre.
- Min mor var derovre. Det er den eneste gang, hun har været til ishockey, fortæller Per Lydholm, da han sammen med TV2 Nords Mogens Jørgensen genser klip fra guldkampen.
Det er 37 år siden, og fredag aften kan det altså blive til mere guld for de evige toere fra Aalborg, som har ti sølvmedaljer på CV'et.
Per Lydholm er naturligvis på plads på lægterne, når opgøret mod Herning Blue Fox skydes i gang, og han håber på en ny ishockeysucces.
- Nu kan det så være, at der bliver noget andet at snakke om. Vi gamle glemmer jo aldrig den kamp, men der kommer en ny generation, og forhåbentlig får vi mange mesterskaber fremover, siger Per Lydholm.