38-årig blev dræbt lørdag: Tre personer er nu varetægtsfængslet i sagen
De er nu varetægtsfængslet i fire uger.
Rettelse: Vi har tidligere skrevet, at to tiltalte er rumænere. De er fra Litauen, oplyser efterforskningslederen mandag.
Tre personer blev klokken 15 fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre i Retten i Hjørring. Nu er alle tre personer varetægtsfængslet i fire uger.
Alle tre nægter sig skyldige. To af de fremstillede - en 41-årig kvinde og en 37-årig mand - ville gerne svare på spørgsmål med hjælp fra en litauisk tolk, mens den tredje - en 31-årig mand - nægtede at udtale sig.
De 3 anholdte er nu blevet varetægtsfængslet i 4 uger. Der fremkom ikke kære. #anklager https://t.co/MBvzmsilXM
— Nordjyske anklagere (@NjylAnklagere) January 15, 2023
De tre personer er sigtet for drab 'med kvalificeret vold med slag fra en ukendt genstand'. Anholdelsen af dem skete, efter en 38-årig mand blev fundet livløs nær hovedbiblioteket i Aalborg sent lørdag aften.
Politiet har tidligere meldt ud, at de mener, at der er tale om et opgør i misbrugsmiljøet.
- Der er endnu ikke et klart billede af hændelsesforløbet, men vi arbejder med forskellige hypoteser. Som borger vil man kunne opleve et massivt opbud af uniformeret politi i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro, men der er ingen grund til at føle sig utryg, fortalte vicepolitiinspektør Sune Myrup tidligere søndag.
De sigtede i sagen er henholdsvis 31, 37 og 41 år.
Da TV2 Nord søndag formiddag talte med Sune Myrup, ville han ikke gå i nærmere detaljer om, hvilket forhold de tre sigtede har til den afdøde mand.
- Jeg kan ikke gå ind i, hvilke relationer de implicerede har til hinanden. Vi holder stadigvæk kortene ret tæt til kroppen, fordi vi er på så tidligt et stadie i efterforskningen. Så relationerne kan jeg ikke kommentere på, lød det fra vicepolitiinspektøren.