4. maj kollegiet modtager stor donation: - Det betyder, at den her bygning kan eksistere i mange år endnu
En stor donation fra A.P Møller Fonden skal sikre 4. maj kollegiet i Aalborgs fremtid.
Hele 44,2 millioner kroner har det historiske kollegie modtaget, så det kan blive totalrenoveret.
- Det betyder, at den her bygning og den her institution kan eksistere flere år ud i fremtiden. Selv om det er små værelser, og der er fælles bad og toilet på gangene - det fastholder vi, siger Peter Eigenbroth, som er formand for kollegiet.
Kollegiet blev indviet i 1950, hvor det blev bygget til studerende, som havde en familierealtion til modstandsbevægelsen.
Siden har flere end 1.000 studerende boet på kollegiet. Alle med en relation til modstandsbevægelsen.
Her 73 år senere trænger stedet og de 44 værelser til en kærlighed hånd. Det betyder nye badeværelser, nyt tag og elektriske installationer.
- Jeg har ihvertfald en ydervæg, som kan være ret kold især her om vinteren. Og så tænker jeg, at det ville være nice, hvis man kunne få gjort noget ved vandet på især toiletterne, siger Johanne Baagø Schønberg, som bor på kollegiet, mens hun studerer på Aalborg Universitet.
Renoveringen forventes at tage to år og dermed være færdig til kollegiets 75-års jubilæum i 2025.
Mens 4. maj kollegiet bliver renoveret skal de studerende, som i øjeblikket bor der, på skift på i midlertidige pavillioner i haven - til gengæld kan de se frem til en tiltrængt opgradering, når de igen kan vende tilbage.
4. maj kollegiet fremstår som et monument for modstandskampen under besættelsen 1940-45.