41-årig mand anholdt: Vikar i børnehave tog billeder af barn der fik skiftet ble

Nordjyllands Politi har sigtet en ansat i en børnehaven Feggesundvej i Aalborg Øst for blufærdighedskrænkelse og for besiddelse af børneporno.

Det var personalet i børnehaven, der opdagede, at manden tog billeder af et tre-årigt barn i forbindelse med bleskift. 

Herefter blev myndighederne kontaktet, og politiet anholdt kort efter den ansatte, en 41-årig mand.

Der er i følge oplysninger fra Aalborg Kommunes børne- og familieafdeling tale om, at den 41- årige medarbejder, der er ansat som vikar har taget billeder af ni børn på puslebordet.

 

Under politiets efterfølgende efterforskningsskridt fik man oplysninger om andet børnepornografisk materiale på sigtedes telefon.

- Det er en sag, som vi ser på med stor alvor, hvorfor vi øjeblikkelig har indledt en større efterforskning af forholdene, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Carsten Straszek, som ikke kan afvise, at der rejses flere sigtelser.

Politiets efterforskningsskridt har betydet ransagning af sigtedes bopæl, hvorunder flere genstande, især elektronik, er beslaglagt. Herudover er der foretaget afhøringer af flere personer, blandt andet af den sigtede samt af en række vidner.

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at der har fundet egentlige fysiske overgreb sted.

Nordjyllands Politi sigter ham for blufærdighedskrænkelse og for besiddelse af børneporno, og han fremstilles i grundlovsforhør i morgen, hvor politiet vil kræve manden fængslet.

Aalborg Kommune har orienteret forældrene i den berørte institution.

Aalborg kommune oplyser, at den pågældende medarbejder havde en pletfri børneattest. Vedkommende er nu bortvist fra arbejdet.

- Vi er rigtigt kede af det på vegne af de børn og forældre, som er berørt af dette. Vedkommende havde en pletfri børneattest, men har misbrugt den tillid, som forældre, børn og kollegaer har vist ham. Jeg vil gerne rose det øvrige personale for at handle konsekvent og hurtigt, da de får mistanken, siger leder Aalborg Kommunes Børne- og Familieafdeling, Hans Chr. Mariegaard i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland