70 flypassagerer måtte overnatte i Aalborg
To fly mellem Aalborg og København blev søndag aften aflyst. Flypassagererne måtte overnatte på hotel.
Søndag aften var den igen gal med flyaflysninger på Norwegians rute mellem Aalborg og København.
To af lavprisselskabets flyvninger blev helt aflyst, imens et tredje fly blev adskillige timer forsinket.
Dette betød at cirka 70 flypassagerer måtte indkvarteres på hotel i Aalborg Lufthavn natten over, imens andre blev væsentligt forsinkede.
- Det er jo passagerne, det går ud over. På sådan et indenrigsfly er der mange, der skal til møder eller til København og nå et andet fly. Så det er da rigtig trælst, siger direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.
Norwegian forklarer aflysningerne med dårligt vejr og personalemangel.
- Vi undskylder meget uregelmæssighederne, som Norwegian har haft de sidste par dage. Desværre har der været dårligt vejr i Europa, som har ført til forsinkelser i denne weekend. Det betød, at vores besætning gik ud over deres lovbestemte hvileperioder, og det førte til aflysninger og forsinkelser i går, skriver Astrid Mannion-Gibson fra Norwegian i en mail til TV2 Nord.
Mangel på piloter
Norwegians udfordringer skyldes specifikt mangel på piloter.
- Vi forstår godt, at mange passagerer er frustrerede, og vi er frygteligt kede af, at der har været så mange uregelmæssigheder. Ingen flyselskaber kan garantere, at flyene kommer af sted på ruten til enhver tid. Men vi forsøger altid være dækket ind så godt som muligt med personale, men desværre har vi været særligt sårbare nu i højsæsonen med ekstra tung trafik på grund af mangel på mandskab, skriver Astrid Mannion-Gibson.
Ifølge direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, er det syvende gang her i sommerperioden, at Norwegian har problemer med flyvninger på ruten. Han mener dog stadig, at man som flypassager fortsat kan have tillid til, at man kan komme af sted med selskabet.
- Jeg synes ikke, der grund til bekymring, men det skal stoppe. Det stiller jo Norwegian dårligere på indenrigsruten, hvis de aflyser i tide og utide, siger Søren Svendsen.
I Aalborg Lufthavn er det kun Norwegians rute mellem Aalborg og København, der har været ramt.
Håber at sommertrafikken nu er sikret
Ifølge Norwegian ser problemet nu ud til at være løst resten af sommeren.
- Vi har leveret ydelser til piloterne, der har indvilliget i at sælge deres helligdage til gengæld for en stor erstatning, for at afhjælpe situationen. Vi har allerede modtaget meget god respons fra vores piloter, og mange er villige til at line op for at sikre sommertrafikken, skriver Astrid Mannion-Gibson fra Norwegian.