72-årig dømt for at påkøre parkeringsvagt ved sygehus - har selv arbejdet i samme firma

En nordjysk mand blev onsdag dømt for at have påkørt en parkeringsvagt. Han er selv tidligere parkeringsvagt og har arbejdet i samme firma.

Det blev til 60 dages fængsel og frakendelse af kørekortet for en ældre herre, der onsdag var for Retten i Aalborg.

Manden er dømt for at have påkørt en parkeringsvagt flere gange. 

Det skete, da han 14. marts var ved at parkere ved Sygehus Syd i Aalborg, fordi han skulle ind og have foretaget en blodprøve.

Den 72-årige holdt ulovligt ved Medicinerhuset, da en parkeringsvagt henvendte sig og gjorde ham opmærksom på, at parkingen ikke var tilladt, og at manden kunne køre til hen en 30 minutters-parkeringsplads og holde der.

Situation eskalerede

Det nægtede den 72-årige, da han så ikke ville nå sin tid til blodprøvetagning. Situationen eskalerede, og et vidne overhørte ham råbe til parkeringsvagten: “det skal du fandme ikke bestemme”.

Da parkeringsvagten gik foran mandens bil for at tage et billede af nummerpladen, kørte han  frem og tilbage mod parkeringsvagten, hvorefter han til sidst snittede hans ben.

Ifølge et vidne blev parkeringsvagten ved med at stå foran bilen efterhånden som den flyttede sig, og han syntes, det virkede farligt i stedet for bare at trække sig væk.

Den 72-årige forklarede onsdag i retten, at han forsøgte at køre væk, men parkeringsvagten fulgte med. 

Sygemeldt i en måned

Parkeringsvagten led ikke fysisk overlast af påkørslen, men i retten kom det frem, at han havde været sygemeldt i fire uger og havde modtaget psykologisk krisehjælp.

Her kom det også frem, at den 72-årige tidligere selv har arbejdet som parkeringsvagt i samme firma.

Den ældre herre blev idømt ubetinget fængsel i 60 dage, en frakendelse af kørekortet i et år, betaling af sagens omkostninger og erstatning til den forurettede.

Dommen blev anket på stedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland