AaB jagter billet til europæiske kampe

Sæsonen er alligevel ikke helt overstået for spillerne i AaB. FC Midtjyllands pokalsejr over OB betyder nemlig, at der er en billet til europæiske kampe i overskud. Og den går til enten Viborg FF eller AaB.

AaB’s superligahold måtte skuffende nøjes med en femteplads i denne sæsons mesterskabsslutspil. Og selvom nordjyderne i en periode var oppe og snuse til tredjepladsen med tilhørende bronzemedalje og europæiske kampe, så gik luften af ballonen til sidst. 

Det blev som bekendt oprykkerne fra Silkeborg IF, der løb med tredjepladsen i sidste ende.

Men nu har AaB fået en ny chance for oprejsning. Det skete nemlig torsdag helt uden, at AaB's spillere selv var på banen. 

FC Midtjylland slog OB fra Odense i pokalfinalen, og på den måde er vejen banet for en plads i Europa. Det kræver dog, at AaB kan slå Superligaens nummer syv, Viborg FF. 

- Vi er kede af, at vi ikke kunne komme længere op i tabellen, men Europa vil være et flot plaster på såret, siger Lars Friis.

Hør fra AaB's træner, Lars Friis, her.

Møde med tidligere klub

Spillerne må altså vente med at gå på ferie lidt endnu. Og mon ikke de gerne vil det, for det er en plads i den nyligt oprettede europæiske klubturnering, UEFA Europa Conference League, der venter vinderen af søndagens kamp.

Vinderen får plads i anden kvalifikationsrunde til turneringen.

For AaB's træner, Lars Friis, bliver det en speciel kamp. Han valgte nemlig at afbryde samarbejdet med Viborg FF før tid, for netop at sige ja tak til trænerjobbet i AaB. Noget, der ikke er faldet i god jord hos Viborg.

Det er dog ikke noget, der bekymrer hovedpersonen selv, da vi møder ham efter træningen i dag på Aalborg Portland Park.

- Jeg har stadig mange venner i Viborg, jeg snakker med jævnligt, siger Lars Friis.

Men Lars Friis skal nok ikke forvente klapsalver fra de medrejsende Viborg-fans, der søndag tager plads på stadion.

Hos den anden bænk står der også en Friis, nemlig AaB’s tidligere træner Jacob Friis, der igen er vendt tilbage til trænergerningen. 

Jacob Friis stoppede i AaB i 2020, da hans datter var syg med kræft, men nu er datteren heldigvis i så god bedring, at Jacob Friis valgte at sige ja tak til trænerjobbet i Viborg efter netop Lars Friis.

Sidste kamp?

Uden for kridtstregerne kan der være nyt på vej mellem de to klubber. Ifølge Ekstra Bladet er AaB tæt på igen at have været på “rov” i Viborg. AaB skulle nemlig have sikret sig den 22-årige hollandske forsvarsspiller Lars Kramer på en fire år lang kontrakt. 

Med indkøbet af Lars Kramer kunne noget tyde på, at Rasmus Thelanders dage i AaB er talte. Rygter har længe sendt den rutinerede AaB'er til hovedstaden og de nykårede mestre fra FCK. 

Det er med sikkerhed sæsonens sidste kamp for begge mandskaber, men måske har Rasmus Thelander allerede spillet sin sidste kamp i AaB-trøjen. Han har nemlig karantæne til kampen mod Viborg.

Kampen om billetten til Europa spilles søndag klokken 18:30.  


Seneste nyt

fra Nordjylland