AaB ansætter ny talentchef
Foto: AaB
Klubben har ansat u19-træneren, Anders Damgaard, som overtager Jacob Larsens post som talentchef i AaB.
For omkring en måned siden meddelte Jacob Larsen, at han efter otte år som AaB’s talentchef stopper.
Nu har klubben offentliggjort, at Anders Damgaard overtager hans post fra den 1. november.
- Da Jacob Larsen meddelte sin afsked, poppede Anders Damgaard automatisk op som det oplagte valg som Jacobs efterfølger, men for at sikre den bedst mulige løsning for AaB valgte vi at afsøge markedet såvel internt som eksternt, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.
I den nuværende Superligatrup har 16 ud af 24 spillere – altså to tredjedele – spillet ungdomsfodbold i AaB, og Anders Damgaard ser frem til at varetage rollen som talentchef.
- Jeg glæder mig helt vildt til den nye udfordring, og for mig er der tale om et regulært drømmejob. Mit fokus vil være at videreudvikle tingene, så vi fremdeles vil have et af Danmarks allerbedste talentudviklingsmiljøer i AaB, men vi skal hele tiden lægge lag på, og dette skal vi gøre som et team og ikke som enkeltpersoner, siger Anders Damgaard.
45-årige Anders Damgaard, der er uddannet lærer og også har en bachelor i økonomi, kommer oprindeligt fra Silkeborg, men startede sin trænerkarriere hos AaB’s samarbejdsklub Aalborg Chang. Siden hen har han blandt andet været cheftræner for det danske U/17-kvindelandshold og er uddannet med den højeste træneruddannelse i Danmark, den såkaldte P-licens.
Som aktiv spiller opnåede Anders Damgaard 90 divisionskampe for Aalborg Chang, og senest har Anders Damgaard i 2016 været cheftræner for AaB’s mandskab i U/19 Ligaen.
- Det var ikke et must at udpege en mand fra egne rækker, men igennem vores ansættelsesproces bekræftede Anders Damgaard sig som den stærkeste kandidat, siger Allan Gaarde.
I forbindelse med Anders Damgaards tiltræden som talentchef forfremmes den nuværende assistenttræner for AaB’s U/19 Ligahold Lars Stensgaard til rollen som cheftræner.