AaB-fanforkvinde reagerer: - Det er svært at se en retning

Fyringen af Erik Hamrén har fyldt meget i mediebilledet mandag.

- Det er en bekymrende situation, at man igen sender en træner ud af vagten, når der ikke er en tydelig plan for, hvad der skal ske.

Sådan starter fanforkvinden for AaB Support Club, Laura Poulsen Meisner, interviewet med TV2 Nord. 

- Det er samme bekymring som for et halvt år siden, hvor vi stod i samme situation. 

Tre år med mange trænere

Det er nyheden om fyringen af Erik Hamrén, der er anledningen til, at fanforkvinden udtrykker sin bekymring. 

Især de seneste tre år har AaB skiftet ud på trænerposten med korte mellemrum, og det er ikke uden konsekvens ifølge fanforkvinden. 

- De seneste år har det været svært at se en retning, da man har ansat tre meget forskellige trænere. Der bliver lagt en plan, og så er det som om, man afviger fra den, når det ikke lykkes, konstaterer Laura Poulsen Meisner, der også fastslår, at hun ikke skal gøre sig klog på de sportslige detaljer. 

Indtil videre er det meningen, at assistenttræner Oskar Hiljemark skal stå i spidsen for klubben resten af sæsonen. 

- Hvad er planen, og hvad ændrer det? Hvad skal han kunne gøre modsat Erik Hamrén, som har en del mere erfaring?, siger hun meget undrende. 

Hvor er værdierne?  

Selvom den nordjyske fodboldklub står midt i endnu et trænerskifte, så er det nok langt fra klubbens største problem, for når nedrykningsspillet begynder, skal AaB kæmpe for at blive i Danmarks bedste række. 

- Det burde handle om noget andet, og vores vigtigste opgave som fans er at være der for spillerne. Vi har en vigtig kamp i Viborg, hvor vi spiller i pokalen, og generelt skal spillerne mærke, at vi er der i slutspillet, fastslår fanforkvinden. 

- Uanset hvad der foregår i det administrative. 

Men selvom overlevelse er det absolut vigtigste for fansene, så betyder de mange trænerskifter alligevel noget. 

- Vi har svært ved at se, at de værdier vi står på mål for, eksisterer lige nu. Grunden, til at man i klubben førhen kunne hive spillere ind fra en højere hylde, var klubbens gode rygte, og det kan man godt frygte for med al den ballade, konstaterer Laura Poulsen Meisner. 



Seneste nyt

fra Nordjylland