LIGE NU:

AaB missede pokalfinalen efter dramatisk kamp

AaB spillede en god kamp og kunne øjne en plads i pokalfinalen, men et selvmål kostede nordjyderne dyrt.

AaB var torsdag på en svær opgave i Aarhus, hvor det nordjyske mandskab skulle forsøge at indhente det forspring, AGF havde skabt med en 2-0-sejr i Aalborg i den første semifinalekamp om en billet til finalen i pokalturneringen.

Lars Søndergaards løste opgaven flot og fik med to scoringer bragt balance i det samlede regskab. AaB's scoringer blev sat ind af Thomas Enevoldsen og Nicolaj Thomsen efter henholdsvis 26 og 52 minutters spil, og så havde nordjyderne god tid til at få scoret det tredje mål, som ville sende dem i finalen.

Det lykkedes endnu en AaB-spiller at komme på måltavlen efter 56 minutters spil, men desværre var det holdets eget net, Kenneth Emil Petersen prikkede bolden ind i. Selvmålet løftede stemningen blandt AGF-publikummet, som for alvor stjal fokus i slutningen af opgøret.

Her slog hjemmeholdet kontra mod det storsatsende AaB-mandskab, og Elmar Bjarnason lukkede kampen med udligningen til 2-2, netop som kampen var gået ind i dommer Peter Kjærsgaards tillægstid. Målet fik adskillige af hjemmeholdets fans til at invadere banen, og kampen måtte afbrydes i flere minutter, mens grønsværen blev ryddet.

AaB forsøgte sig med et sidste pres, da spillet blev genoptaget, men tiden løb ud for nordjyderne, som måtte se AGF tage finalepladsen i DBU Pokalen. Her møder aarhusianerne nu de forsvarende pokalvindere fra FC København.