AaB skal have ny talentchef
Foto: Bruno Stagsted (arkiv)
AaB’s talentchef igennem de seneste otte år, Jacob Larsen, har valgt at skifte spor og stopper sit virke senest ved årsskiftet.
Takket være talentchef Jacob Larsen har AaB med succes sendt flere af sine egne talenter op i Superliga-truppen.
Denne succes skal en ny talentchef nu forsøge at leve op til. Jacob Larsen har nemlig opsagt sin stilling og stopper til nytår.
- Jeg har været ekstremt glad for jobbet som talentchef, men jeg har i nogle måneder kunnet mærke, at jeg har brug for nye udfordringer efter otte år i et spændende, men også meget krævende job, og for mig føles tidspunktet for at prøve noget nyt som det rigtige, siger Jacob Larsen i en pressemeddelelse.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde er overrasked og ærgerlig over, at Jacob Larsen ønsker at stoppe og har også forsøgt at få ham til at ombestemme sig, men det har ikke været muligt.
- Det kan ikke diskuteres, at Jacob Larsen har været en succes som talentchef i AaB, men heldigvis har Jacob selv været med til at skabe et så solidt og frugtbart fundament for vores talentsektor, at der venter hans afløser en både attraktiv og særdeles spændende udfordring med at videreføre arbejdet, siger Allan Gaarde, der allerede har igangsat processen med at finde en ny talentchef.
Jacob Larsen slipper ikke fodbolden helt, da han i sin fritid vil arbejde med selvtræning, hvilket han har stor interesse for. Og så overvejer han, om han igen skal ud og arbejde som lærer eller have et nyt lederjob.
I den nuværende Superligatrup har 16 ud af 24 spillere – altså to tredjedele – spillet ungdomsfodbold i AaB.