AaB tabte til de forsvarende mestre
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
AaB har nu tabt to ud af to kampe i denne sæson.
AaB tog søndag aften imod FC København på hjemmebane, og det blev heller ikke til sæsonens første sejr i denne omgang.
AaB skulle søndag forsøge at få et bedre resultat end det, de fik i sæsonpremieren mod Viborg, som endte i et 2-1 nederlag.
Det var dog ikke nogen nem opgave, der ventede for Lars Friis’ tropper, der skulle forsøge at besejre de forsvarende danske mestre, FC København.
Opgaven endte også med at blive for stor for de bolsjestribede, som kunne se cifrene 1-3 på tavlen, da dommer Morten Krogh fløjtede kampen af.
Presset i bund til sidst
Første halvleg kom alvorligt fra start, hvor AaB-forsvareren Mathias Ross og FCK-målmanden Kamil Grabara stødte sammen, og FCK’eren måtte lade sig skifte ud, mens AaB-spilleren kunne fortsætte.
En jævnbyrdig første halvleg mellem de to hold, som begge jagtede sæsonens første sejr, så ud til at ende 0-0, når der blev fløjtet til pause.
Men i slutminutterne af første halvleg pressede FCK ekstra på, og fem minutter inde i overtiden kunne AaB ikke længere holde stand og måtte indkassere et mål scoret af Viktor Claesson.
Hård anden halvleg
Anden halvleg blev lidt af en rodebutik med spil frem og tilbage, hvor der også blev sat nogle hårde tacklinger ind fra begge mandskaber.
Efter 71 minutters spil var Viktor Claesson fra FCK igen på pletten og scorede til 0-2 for FCK. Men blot otte minutter senere kunne Allan Sousa score sit første mål AaB, da han reducerede til 1-2.
Allan Sousa var da også tæt på at kunne udligne på et frispark, der røg over FCK-målet. I stedet var det Isak Johannesson fra udeholdet, der i slutningen af kampen på en stor målmandsfejl kunne score til 1-3.
Nyt forsøg om en uge
Sæsonen er selvfølgelig lang i Superligaen, men AaB ligger på sidstepladsen efter de første to kampe i denne sæson.
Allerede om en uge kan AaB igen forsøge at skaffe sig point. Her tager de på hjemmebane imod oprykkerholdet AC Horsens.
Modsat AaB formåede AC Horsens at vinde over FC København i deres første kamp. De har derfor indtil videre tre point, mens de spiller deres anden kamp i sæsonen mandag aften.