Aalborg Håndbold spiller første kvartfinale på svær udebane

Torsdag aften spiller Aalborg Håndbold den første af to kvartfinalekampe i Champions League, når de møder Telekom Veszprém i Ungarn.

Iført matchende uniformer drager Aalborg Håndbold afsted mod Ungarn, hvor de torsdag skal spille første kvartfinalekamp i Champions League mod Telekom Veszprém. 

Det ungarske storhold er især kendt for deres svære udebane, og mandskabet fra Aalborg Håndbold forventer, at der bliver kamp til stregen.

quote - Vi ved, det bliver en svær opgave

Jan Larsen, Direktør, Aalborg Håndbold

De forestående to kampe er sidste udfordring, inden den nordjyske klub igen kan sikre en historisk plads blandt verdens fire bedste.

- Der venter en fantastisk håndboldkamp på en af de værste hjemmebaner, der findes. En heksekedel af dimensioner, men vi har vundet dernede før, og vi kan gøre det igen, siger direktøren.

TV2 Nords Mogens Jørgensen flyver med til Ungarn. Se interview med direktør for Aalborg Håndbold, Jan Larsen, inden truppen boarder.

Hårdhed og kynisme

Som vindere af gruppespilspuljen kunne Aalborg Håndbold let og elegant springe 1/8-finalen over, og nu er de altså klar til at udfordre ungarerne. 

- Vi har bevist, at vi kan være med på den allerøverste hylde, og vi regner med, at det bliver to fantastiske håndboldkampe, hvor vi trækker det længste strå til sidst, siger Jan Larsen. 

Ifølge træner, Stefan Madsen, er Telekom Veszprém et af de fysisk stærkeste hold, som Aalborg Håndbold kommer til at møde. Derfor er det vigtigt, at truppen er rustet til tænderne og er villige til at spille med hårdhed og kynisme, påpeger træneren. 

- Vi ved godt, det bliver ekstremt svært. Der er mange ting, der skal fungere for os. For det første så skal vi igen vise, at vi kan spille på et højt, fysisk niveau

TV2 Nord er med hele vejen og dækker naturligvis kampen torsdag.



Seneste nyt

fra Nordjylland