Aalborg Håndbold taber Champions League-brag
Foto: Rene Schutze / Ritzau Scanpix
Tre nederlag på stribe i håndboldens fineste selskab Champions League er facit for Aalborg Håndbold efter onsdagens nederlag til Veszprem. Trods det ligger holdet fortsat på en tredjeplads i gruppe B.
Der var lagt op til et brag af en kamp i Gigantium onsdag aften. Her tørnede Aalborg Håndbold sammen med håndboldmastodonten Veszprem. Aalborg Håndbold kom forrygende fra start, og ved pausen var de højst overraskende foran med 18-16.
Herefter skruede Veszprem bissen på. Danske Rasmus Lauge fik flere gange udfordret nordjyderne i mand-mod-mand-spillet, og han bidrog i høj grad til ukrainernes comeback med fem mål på seks forsøg i kampen. I anden halvleg fik Veszprems målvogter Vladimir Cupara også for alvor fat, og han sluttede kampen med en redningsprocent på mere end 40.
Det var en medvirkende faktor til, at Aalborg Håndbold måtte se sig slået med cifrene 27-33. De cifre kunne godt indikere et klokkeklart nederlag. Det var imidlertid langt fra tilfældet. Blot med 10 minutter igen var der kun et mål imellem de to hold, men selv en velspillende Henrik Mølgaard kunne ikke forhindre et nederlag.
Nederlaget betyder, at Aalborg Håndbold falder ned på tredjepladsen i gruppe B. Førstepladsen indtages af Veszprem, mens FC Barcelona ligger nummer to. Det spanske hold har dog spillet færre kampe.