Aalborg Håndbold måtte nøjes med uafgjort

Efter at have ført igennem det meste af kampen, måtte Aalborg Håndbold nøjes med uafgjort efter en hektisk afslutning på kampen mod Aarhus.

Gennem det meste af kampen så det ganske fornuftigt ud for nordjyderne, som længe havde flere mål end modstanderne.

Men mod slutningen halede aarhusianerne ind og kom til sidst helt op på siden af Aalborg-holdet.

Med 17 sekunder tilbage af kampen tog træner Stefan Madsen time out. Det efterfølgende angreb blev trukket til det sidste. Afslutningen blev i første omgang reddet af Aarhus-målmanden. Returen røg ud på fløjen og afslutningen her fra røg i mål.

Til stor ærgrelse for Aalborg vinkede dommerne afværgende. Målet blev med andre ord sat ind for sent. En episode som sikkert bliver diskuteret flittigt i håndboldkredse efterfølgende.

Kampen endte 29-29 og Aalborg Håndbold har nu tre point for to kampe i slutspilspuljen. Det samme har KIF Kolding København og GOG. Netop GOG bliver næste opgave for Aalborg, når fynboerne på onsdag gæster Gigantium.


Seneste nyt

fra Nordjylland