Aalborg Håndbold sejrer i Henrik Møllgaard-comeback
Sæsonens første kamp i herrernes Håndboldliga endte med en sejr til Aalborg Håndbold, da de med Henrik Møllgaard i truppen slog Sønderjyske med 29-24.
Aalborg Håndbold havde for første gang i seks år Henrik Møllgaard med i truppen, da de aalborgensiske håndboldherrer fredag aften tog i mod Sønderjyske på hjemmebane i sæsonens første kamp.
Vi har et hold, der kan gå ind til hver eneste kamp og tillade os at stille krav om, at vi vinder.
Henrik Møllgaard
Henrik Møllgaard er netop kommet til Aalborg Håndbold efter at have spillet i den franske klub Paris Saint-Germain. Og han så da også frem til at skulle betræde sin gamle hjemmebane igen.
- Jeg har virkelig glædet mig til at komme tilbage til Danmark og til Aalborg og jeg håber, der kommer rigtig mange i Jutlander Bank Arena her til aften, sagde Henrik Møllgaard inden kampen.
Sidste sæson havnede Aalborg Håndbold lige udenfor medaljerne. Men det skal der laves om på i år.
- Jeg forventer, at vi vinder. Vi har et hold, der kan gå ind til hver eneste kamp og tillade os at stille krav om, at vi vinder, siger Henrik Møllgaard.
Og den betragtning deler direktør i Aalborg Håndbold.
- Det er selvfølgelig vores mål at nå så langt som muligt. Vi vil gerne spille med om medaljerne. Det synes vi, at vi har holdet til. De unge spillere er blevet et år ældre, og vi har fået mere rutine ind på holdet heriblandt Henrik Møllgaard. Så jeg føler faktisk, at vi har et lidt bedre hold i år, end vi havde sidste år, siger Jan Larsen.
Både Henrik Møllgaard og Jan Larsen kan i hvert fald være tilfredse med dagens resultat. Aalborg Håndbold vandt nemlig sæsonåbneren over Sønderjyske med 29-24.