Aalborg Håndbold spiller uafgjort mod mægtige Magdeburg
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
33-33.
Det blev resultatet, da Aalborg Håndbold tog i mod mægtige Magdeburg på en hjemmebane badet i rødt i Sparekassen Danmark Arena.
Aalborg Håndbold gik til pausen med en føring på 17-13, men opgøret var uhyre tæt hele vejen igennem, hvilket det endelige resultat også afspejler.
Og det er ikke et resultat, der vækker tilfredshed i truppen.
- Vi mister jo lidt kraften til sidst, og i forsvaret får vi ikke vist den samme kompakthed, som vi gjorde i første halvleg, lyder det efter kampen fra Simon Hald.
Mogens Jørgensen
Journalist
1 point og flækket øjenbryn
Den tidligere Aalborg Håndboldspiller Magnus Sagstrup fik en stormende velkomst fra de over 5000 tilskuere, da hans navn blev råbt op til Champions League opgøret mod sine tidligere holdkammerater hos Aalborg Håndbold i Sparekassen Danmark Arena.
Men så sluttede gæstfriheden også der. Magnus Sagstrup og SC Magdeburg måtte rejse fra Sparkassen Danmark Arena med “kun“ 1 point og et flækket øjenbryn, det skal dog tilføjes, at det ikke var en tidligere holdkammerat der gav ham det, men faktisk en af Magnus Sagstrups egne holdkammerater.
Kampen sluttede 33-33, efter Aalborg Håndbold på et tidspunkt var foran med fem mål, men med en dramatisk afslutning lykkedes det for SC Magdeburg at få det ene point
Det var ellers med bange anelser, at Aalborg håndbold gik ind til den her kamp mod de tidligere Champions League vindere fra SC Magdeburg.
Aalborg er hårdt ramt på skadeslisten. Både Landin, Møllgaard, Buster Juul, og i går måtte Thomas Arnoldsen melde fra, mens storskytten Mads Hoxer har været syg det meste af ugen.
Han spillede dog så længe kræfterne slog til, men man må bruge dem, vi har sagde assistentræner Simon Dahl i går til TV2 Nord efter træningen.
Og jeg skal da love for at andre stemplede ind. Især fløjspilleren Patrick Wiesmach med syv flotte scoringer fra fløjen blev kampens helt store spiller.
Og Magnus Sagstrup? Ja, han stod længe i hallen og skrev autografer og fik også hilst på familien - med et blåt øje.
Opgøret var præget af udvisninger hos begge hold. Der var derfor heller ikke mange roser til dommerne efter kampen.
- Det eneste, jeg er lidt ærgerlig over, det er at kampen bliver fløjtet i stykker af rigtig mange udvisninger. Det bliver lidt en rodet affære især i anden halvleg med udvisninger til begge hold, siger Patrick Wiesmach og fortsætter:
- Måske kunne linjen have været lagt lidt anderledes, så vi kunne spille seks mod seks. Der er så mange dygtige håndboldspillere, det kunne have været sjovt at se alle sammen i aktion i lidt længere tid. For jeg synes ikke, der var så mange udvisninger, som dommeren gjorde det til. Så det blev en rodet affære.
Patrick Wiesmach scorede syv gange undervejs i opgøret.
- Der mangler en enkelt, sådan er det nogle gange, lyder det fra fløjspilleren efter kampen.