Aalborg har kontrol over rotteplagen
Gense vores indslag med rottefælderne, der på mystisk forsvandt fra Østre Anlæg og besværliggjorde skadedyrsbekæmpelsen.
I lang tid har rottebekæmpelsen stået stille i Østre Anlæg, fordi fælderne forsvandt. Men nu bliver de liggende, og rotterne er på vej væk fra Aalborg.
Parkanlægget Østre Anlæg i Aalborg har længe været plaget af rotter, der har forpestet livet for både dyr og gæster. Men nu går skadedyrsbekæmpelsen den rette vej igen, fortæller Karsten Thomsen, serviceleder hos Mortalin, der har fået til opgave at bekæmpe rotterne.
- Nu har vi fat i den lange ende. Det går godt, og vi får rotterne fanget. Vores fangst har toppet, og nu er den faldende igen, hvilket betyder, at der er færre rotter i parken, siger Karsten Thomsen.
Indtil videre er der blevet fanget over 60 rotter i Østre Anlæg.
Indsatsen mod skadedyrene er blevet gjort ekstra besværlig af, at rottefælderne på mystisk vis er forsvundet - sandsynligvis fordi nogen har smidt fælderne væk. Men det problem er heldigvis stoppet nu.
- Af en eller anden grund får fælderne lov at blive stående, og jeg kan ikke forklare, hvorfor det pludselig er sket, siger Karsten Thomsen.
Rotterne bekæmpes i hele Aalborg
Udover Østre Anlæg har også Havnebadet og Jomfru Ane Parken været ekstraordinært ramt af rotter, meddelte kommunen tidligere i oktober. Men også her glider bekæmpelsen, som den skal.
- Ved Havnebadet var det store problem, at rotterne gemte sig under de lukkede bænke. Der samlede sig også en masse affald indenunder, som rotterne nød godt af. Men nu bliver de skilt ad, så bekæmpelsen kan fortsætte planmæssigt, siger Karsten Thomsen.
- Det er det samme billede både i Østre Anlæg, Havnebadet og Jomfru Ane Parken. Vi er ikke færdig i nogen af stederne, men vi er godt med, fortsætter Karsten Thomsen.
Udover rottefælder er der nu også blevet lagt gift ud ved Havnebadet og i Østre Anlæg. Giften sidder fast i kasserne til at fange rotterne, og der er derfor ikke fare for, at andre dyr indtager det.
- Nogle af rotterne er for snu til at gå i fælderne, så nu håber vi, at giften kan tage dem, siger Karsten Thomsen.