Aalborg henter svensk landsholdsspiller
22-årige Felix Claar skifter til sommer til Aalborg Håndbold på en treårig kontrakt. Foto: Aalborg Håndbold
22-årige Felix Claar skifter til sommer til Aalborg Håndbold på en treårig kontrakt.
De danske håndboldmestre fra Aalborg har fundet en erstatning for playmaker Janus Smarason, der efter denne sæson skifter til Bundesligaklubben Göppingen.Erstatningen er fundet i Sverige hos topholdet Alingsås, hvor Aalborg har hentet den 22-årige Felix Claas på en treårige kontrakt.
- Jeg glæder mig meget over tilgangen af Felix, der er en utrolig dygtig spiller. Han besidder et højt teknisk niveau, hurtige fødder og har en unik evne til at sætte spillet op. Jeg er sikker på, at han bliver en stor gevinst for os de kommende sæsoner, siger direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse.
Claas var med i den seneste landsholdssamling med det svenske landshold og er i alt noteret for syv landskampe.
Ifølge Aalborg Håndbold har han i denne sæson lavet 47 mål og 47 assists i 13 kampe for Alingsås.
Han står til at skulle erstatte en mere eller mindre enslydende statistik. Smarason har i 10 kampe leveret 36 mål og ligeså mange assists i håndboldligaen.
- Jeg har kun hørt positive ting om klubben, og jeg ser frem til at fortsætte min udvikling for et dansk tophold. Det er et spændende mandskab, og jeg glæder mig virkelig til at prøve mig af på et højere niveau og vise mig frem foran klubbens mange fans, siger Felix Claar.
Efter 11 spillerunder topper Aalborg håndboldligaen med 4 point ned til andenpladsen.
I Champions League har de forsvarende danske mestre allerede spillet sig videre til 1/8-finalerne og ligger aktuelt på fjerdepladsen i gruppespillet foran blandt andet Flensburg-Handewitt.