Aalborg-kvinde sætter sig i direktørstolen for stor virksomhed
Foto: Job Vision
Juliette Guldberg bliver øverste direktør i Job Vision, som fagforeningen Krifa netop har solgt.
Glem alt om vigende, gråt hår, stift jakkesæt og testosteron - det bliver en direktør uden de traditionelle kendetegn, der sætter sig i stolen hos Job Vision. Mest af alt fordi Juliette Guldberg fra Aalborg ikke er en mand, men derimod en ung kvinde, der nu skal stå i spidsen for en af Danmarks største virksomheder inden for karriererådgivning.
Og så er hun fra Aalborg.
De seneste to måneder har hun fungeret som konstitueret direktør i Job Vision, men sammen med kollegaen Morten Engel Nielsen fra Bornholm har hun netop købt virksomheden af fagforeningen Krifa. De to får hver en ejerandel på 50 procent.
Godt 4000 personer var sidste år gennem et forløb hos Job Vision, som også er en af landets største rådgivere for de kommunale jobcentre, når ledige skal i job. Det skriver Krifa i en pressemeddelelse, hvor de også nævner, at salget af Job Vision sker som følge af en "omfattende strategiproces" i Krifa.
Den nye frontkvinde er mere end tilfreds med købet og med sin nye rolle.
- Vi har drømt om det her i flere år, og vi ser virkelig frem til at få foden under eget bord, så vi kan gøre Job Vision til en endnu større succes. Vi er en ung organisation, og det er vores ambition at booste den iværksætter- og pionerånd, som kendetegner organisationen, selvom vi fra starten er landsdækkende og har 40 medarbejdere. Men nu har vi selv hånden på kogepladen, og jeg tror, det kommer til at give os et helt andet drive og en fightervilje, som vil sprede sig internt såvel som eksternt. Målet er, at vi allerede fra i år kommer ud med et konservativt sat millionoverskud, siger den nyslåede administrerende direktør, Juliette Guldberg, der siden 2011 har været afdelingschef i Job Vision Aalborg.