Aalborg Pirates henter fransk VM-målmand

Det bliver den franske landsholdsmålmand Ronan Quemener, der afløser Tadeas Galansky i Aalborg Pirates-målet.

De danske ishockeymestre fra Aalborg Pirates har fundet afløseren fra målmand Tadeas Galansky, som i næste sæson skifter til lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks.

Det bliver den 30-årige franskmand Ronan Quemener, der skal vogte Aalborg-målet i næste sæson, hvor klubben skal forsøge at forsvare både mesterskabs- og pokaltitlen. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Ronan Quemener spillede også for Pirates i 2016/17-sæsonen. Her gjorde han en rigtig fin figur og var med til at føre piraterne frem til grundspilssejren. Efterfølgende skiftede den franske målmand til østrigske Dornbirner EC, som han spillede for i halvdelen af den forgangne sæson, før han skiftede til Bordeaux i hjemlandet.

- Vi er utrolig stolte af, at vi har kunnet lokke Ronan tilbage til Aalborg. Han var en mirakelmager i målet forrige sæson, hvor han var i Aalborg. Han kender stort set alle omkring holdet, og det vil ikke tage ham lang tid til at vænne sig til omgivelserne. Ronan vender hjem, sportschef Ronny Larsen.

Quemener har spillet tre kampe for Frankrig under det igangværende VM i ishockey i Danmark, og de danske mestre glæder sig over, at det er lykkedes klubben at hente franskmanden tilbage til Metal Ligaen.

- Aalborg Pirates har over de sidste sæsoner bevist, at vi er en særdeles gode til at udvikle spillere og gøre dem klar til større udfordringer. Et forhold, vi er stolte af, ligesom vi betragter det som et stort cadeau, når de vender tilbage. Det må være et kvalitetstempel af det projekt, vi har gang i, siger administrerende direktør Thomas Bjuring.

Ronan Quemener har tegnet en et-årig kontrakt med Aalborg Pirates.


Seneste nyt

fra Nordjylland