Aalborg Pirates sikrer sig spiller med Frederikshavn-fortid

Ishockeyklubben Aalborg Pirates har sikret sig backen Sebastian Bergholt for den kommende sæson.

Backen Sebastian Bergholt vil fra den kommende sæson tørne ud på isen for Aalborg Pirates. Ishockeyklubben har har skrevet kontrakt med den tidligere Rødovre- og Frederikshavn spiller for en enkelt sæson. 

- Sebastian Bergholt er en af Metal Ligaens stærkeste danske backs og bringer en masse rutine ind på holdet. Han er en offensivt spillende back, som vil passe perfekt ind i den måde, vi gerne vi spille ishockey på. Han har spillet knap 400 kampe i Metal Ligaen og har været en stærk spiller de seneste sæsoner, siger Pirates-cheftræner Garth Murray.

Sebastian Bergholt har spillet stort set hele sin seniorkarriere i Rødovre. I 2016/2017-sæsonen var det dog hos Aalborg-rivalerne Frederikshavn White Hawks, at den 25-årige back spillede. 

Sebastian Bergholt var udtaget til A-landsholdet i den netop overståede sæson, og han har flere kampe på cv'et for Danmark ved både U18 og U20 VM.

- Vi ser det som et scoop, at vi har kunnet lokke Sebastian fra hans trygge rammer i Rødovre til Aalborg i den kommende sæson. Den sportslige sektor har haft et godt øje til Sebastian i de seneste sæsoner, hvor han har leveret godt for Rødovre, lyder det fra Garth Murray.

Sebastian Bergholt står noteret for 372 kampe i Metal Ligaen, hvor det er blevet til 116 point, 24 mål og 92 assists.


Seneste nyt

fra Nordjylland