Aalborg Pirates udspillede mesterholdet fra Rungsted
Stærkt spil i de to første perioder førte til 3-1 sejr på hjemmebane til Aalborg Pirates.
Rungsted er forsvarende mestre i dansk ishockey, og det var netop i Gigantiums is-arena, klubben vandt mesterskabet i sidste sæson med sejren over Aalborg Pirates i finalen.
Men onsdag aften blev de forsvarende mestre sat godt og grundigt på plads.
Aalborg Pirates udspillede mesterholdet på kryds og tværs, og der blev faktisk aldrig tale om “ "kamp”, hertil var hjemmeholdet total dominerende og udspillede Rungsted, som har haft en elendig sæson.
Lige nu ligner det ikke et mesterhold, men et hold der skal være mere end heldig med at komme med i slutspillet om medaljer.
Gæsterne fik ellers alle muligheder for at bringe sig foran. Efter 13 minutter spil fik Rungsted tildelt et straffeslag, men aftens store spiller, Aalborg Pirates målmand Georg Sørensen, havde luret Rasmus Thykær og snuppede straffeslaget.
Indtil da havde Aalborg Pirates haft fuldstændig styr på gæsterne, og helt fortjent kunne Pierre-Olivier Morin bringe piraterne foran 1-0.
Og det kunne have blevet til endnu flere scoringer i 1. periode, men hjemmeholdet brændte flere store tilbud. Men tre minutter før afslutningen på første periode og efter et flot angreb kunne Kirill Kabanov score til 2-0 efter et mønsterangreb, hvor Rungsted blev fuldstændig udspillet.
Aalborg Pirates havde endda pucken i mål en gang mere i de sidste sekunder, men målet af kaptajnen Julian Jakobsen blev underkendt.
Men Aalborg Pirates fik revanche - for der var kun spillet 30 sekunder af anden periode, før pucken igen lå bag Rungsteds målmand. Målscorer til 3-0 var Ian Edmondson.
Og det kunne have blevet til det dobbelte antal mål i en forrygende flot spillet anden periode, men det blev ved den ene scoring. Så stadig 3-0 inden sidste periode.
Og forståeligt nok slappede hjemmeholdets spillere lidt af i 3. periode, for allerede i morgen gælder det Herning på udebane. Så foran med 3-0 lod man Rungsted komme lidt mere til fadet i de sidste 20 minutter. Her fik nordsjællænderne også scoret et “ trøstmål “ til slutresultatet 3-1 til piraterne.
Se interviewet med Pirates-anfører Julian Jakobsen her.
Og selvom det lykkedes for Rungsted at passere kampens bedste spiller, Aalborgs målmand Georg Sørensen, så kunne han blive hyldet af både medspillere og fans efter slutfløjtet, og det var da også en tilfreds målmand, vi talte med efter kampen.
Se interviewet med målmand Georg Sørensen her.