Aalborg-træner ser ingen grund til bekymring – ekspert er uenig
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er første gang siden pokalfinalen i 2021, at Aalborg taber til Mors-Thy i en gældende kamp.
Et BSH-hold med en sprudlende Rasmus Lauge.
Et ubesejret GOG-hold, der har maksimumpoint.
Og så lige en tur til den ikoniske – og notorisk svære – Palau Blaugrana og møde et skræmmende Barcelona-hold.
Det er de tre kommende modstandere for de danske mestre, Aalborg Håndbold, der søndag tabte 35-34 til Mors-Thy i Herreligaen.
Sæsonens første nederlag i den danske liga var ikke ligefrem nogen god optakt til de tre kommende kampe, der venter et skadesplaget Aalborg-mandskab. Alligevel er Aalborg-træner Maik Machulla ikke bekymret, selvom det blev til et nederlag i Bette Balkan.
Er du bekymret over, at I kan spille sådan her?
- Nej, vi har et godt hold. Jeg vil ikke snakke om skader, selvom vi mangler nogle vigtige spillere, men den her trup er klar, og den skal have kvalitet til at vinde på Mors, lød det fra den tyske Aalborg-træner efter etmålsnederlaget.
Det er Maik Machullas første sæson som træner i Aalborg Håndbold. Foto: TV 2 Sport
Men der er grund til bekymring, mener TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Det er der på basis af den præstation, holdet har leveret her imod Mors-Thy – og med udsigten til at det måske ikke lige står foran, at eksempelvis Thomas Arnoldsen er på vej tilbage.
- De står foran et meget, meget presset program. Bjerringbro-Silkeborg med Rasmus Lauge på top viste her i weekenden, hvad de er klar til. GOG vinder alle kampe i øjeblikket, og de er det eneste ubesejrede mandskab. Og så lige en tur til Barcelona i ugen efter. Jo, det er et Aalborg-mandskab, der er under pres, mener Nyegaard.
Aalborg-keepere havde én redning
Aalborg Håndbold gjorde det svært for sig selv mod Mors-Thy, der scorede 21 gange i første halvleg mod et Aalborg-forsvar, der slet ikke hang sammen.
I målet havde nordjyderne én sølle redning i hele første halvleg, som Fabian Norsten leverede efter seks minutter, og så er det svært at vinde håndboldkampe. Efter pausen blev det bedre, og Norsten var hovedårsagen til, at Aalborg havde mulighed for at få point med fra opgøret på Nykøbing-Mors.
Men sådan skulle det ikke gå, og der er grund til panderynken hos Maik Machulla, der, ifølge Bent Nyegaard, til tider virkede handlingslammet på sidelinjen.
- Det udstiller selvfølgelig, at de to målmænd på skift stod under niveau. Det fortæller også historien om et Aalborg-forsvar, der ikke fungerer overhovedet. Jeg undrer mig også over, at Machulla ikke prøvede med en anden formation for bare at få en eller anden form for anden indgang. Det var virkelig legende let for Mors-Thy at score.
Alle hold vil mangle Landin
Aalborg Håndbold må fortsat undvære Niklas Landin, der tidligere i september blev meldt ude i to måneder, hvorfor Anton Helleberg blev hentet i KIF Kolding. Heller ikke han kunne sætte en prop i Mors-Thy-scoringerne, da han slet ikke præsterede en redning på de 10 forsøg, han fik imod sig søndag aften.
Fabian Norsten har ellers holdt et højt niveau i Landins fravær, men det var for sent, at han kom i gang i nederlaget.
- Ethvert hold mangler jo Landin. Det skal siges, at Norsten har stået godt i den seneste periode. Det er måske også lidt overraskende, at ham og Helleberg fanger så lidt, men så ser man til sidst, hvor meget det betyder, at han har tre redninger til sidst, der gør, at de overhovedet får muligheden for at få point.
Aalborg Håndbold møder BSH på onsdag, inden GOG venter lørdag den 5. oktober.