Aalborg Universitet fyrer fire chefer
Foto: Aalborg Universitet
Det primære formål med de fyrede chefer er ikke, at Aalborg Universitet skal spare.
I studieservice på Aalborg Universitet kommer der ændringer i det næste stykke tid.
Fire chefer er nemlig blevet fyret, og det kommer efter, at et konsulentbureau har gennemgået studieservice og analyseret afdelingen.
- Vi havde en vicedirektør i lang tid, som sagde op. Så kom der en ny direktør ind i en kort periode. I forbindelse med at vedkommende fratrådte, vurderede jeg, at der var brug for et kig på den ledelsesmæssige situation og organisation, siger Søren Lind Christiansen, der er direktør på Aalborg Universitet.
Udover de fire chefer, der er blevet fyret, så er to andre chefer kommet på nye vilkår og fortsætter som menige medarbejdere. En chef fortsætter som leder.
- Vi har ønsket at tilpasse os organisatorisk, sådan at studieservice matcher den opgave, den har fremadrettet. Servicen er rettet mod de studerende og ansatte, men det handler også om data og digitalisering, samt den politiske rådgivning, som studieservice leverer til ledelsen, siger universitetsdirektøren og fortsætter:
- Den anden ting, vi vil, er at have en mindre og stærkere ledelse på det arbejde, der sker i studieservice, hvor vi kan lave en kultur, hvor medarbejderne får endnu mere indflydelse på deres arbejde og en endnu bedre arbejdsplads.
Økonomi er ikke årsagen
Noget af det, som konsulentfirmaet fandt i deres resultater, var, at medarbejderne oplevede en uklarhed om strategi og retning.
Søren Lind Christiansen fastslår dog, at fyringerne ikke sker for decideret at spare penge.
- Det sker ikke direkte, men det er klart, at vi hele tiden er på jagt efter effektiviseringer. Når vi laver en reduktion i antal af chefer, så er der en besparelse i det. Men det vigtige er at få sat studieservice op til at matche de fremtidige behov, slutter han.