Aalborg Universitetshospital: Giftige æg er ikke en risiko

Den europæiske æggeskandale ramte torsdag Danmark. Men på Aalborg Universitetshospital anser man ikke de giftige æg som en stor risiko.

På Nordjyllands største sygehus, Aalborg Universitetshospital, tager man ikke nogen forholdsregler over for de giftige æg fra Holland. Det er på trods af, at sygehusene i Herning og Holstebro smed hundredevis af æggemader i skraldespanden fredag.

- Der er ikke noget særligt beredskab, og der ingen planer om det, siger presseansvarlig i Region Nordjylland Jørgen Krogh til TV2 Nord. 

Han taler på vegne af hospitalets læger, der har vurderet, at risikoen fra de giftige æg ikke er stor nok til, at sygehuset bør tage nogen særlige forbehold over for de æg, der bliver serveret på hospitalet. 

Det giftige stof i æggene, insektsbekæmpelsesmiddelet fipronil, er ellers blevet kædet sammen med adfærdsproblemer for nyfødte, efter deres mødre har indtaget store mængder af stoffet under graviditet. 

- Fødevarestyrelsen har ikke meldt ud, at det er farligt at indtage stoffet i de mængder, der kan findes i æggene, siger Jørgen Krogh.

Han fortæller også, at de heller ikke har haft nogen henvendelser fra folk, der er blevet syge eller har fået det dårligt på grund af æggene. 

I alt er 22 tons kogte og pillede æg, der er blevet solgt til kantiner, køkkener, cafeer og cateringvirksomheder, blevet trukket tilbage. 

Præcisering fra Aalborg Universitetshospital - 14. august 2017. 

- Den fødevaresikkerhedsmæssige vurdering foretages af hospitalets centralkøkken (ikke lægerne), og der var man inde og foretage en vurdering af problematikken omkring de udenlandske æg. Man har i Centralkøkkenet et særligt beredskab, når der kommer udmeldinger fra Fødevarestyrelsen omkring tilbagetrækninger af fødevarer. Hele det set-up, der er omkring sådanne ting, blev sat i gang i fredags og man lavede en faglig og grundig vurdering af, hvad der skulle gøres i den konkrete sag, skriver Charlotte Tybjerg Sørensen, leder af Kommunikation på Aalborg Universitetshospital. 

Det er således ikke korrekt, når Jørgen Krogh siger, at der ikke er noget særligt beredskab og planer om det. 


Seneste nyt

fra Nordjylland