Aalborgensisk firma med bag ny superbil

SerEnergy A/S i Aalborg har leveret brændselscellerne til superbilen RG Nathalie, som onsdag blev præsenteret ved Beijing Motor Show 2018.

I disse dage går det løs med Kinas største motorshow, Beijing Motor Show 2018. En begivenhed, som for bilinteresserede er et rent slaraffenland, og hvor flere af bilerne ligner noget, der er taget direkte fra en superheltefilm.

Onsdag blev verdens første high performance superbil med metanol brændselsceller præsenteret ved showet. Bilen hedder RG Nathalie, og det er tysk-kinesiske Gumpert Aiways, der står bag bilen. Men der er også et nordjysk fingeraftryk på bilen.

I stedet for den klassiske forbrændingsmotor er bilen udstyret med et metanol brændselscellesystem. Et system, der fungerer som en generator, som lader på bilens batteri. På den måde kan bilen producere elektricitet under kørlsen, og aldrig løbe tør for strøm, så længe der er brændstof i tanken.

Og netop det system har aalborgensiske SerEnergy A/S designet og integreret i superbilen.

 
 
Foto: Gumpert Aiways

- Det er enormt fedt. Det er rigtig rart at samarbejde med nogen, der kan se fordele ved den teknologi, vi kommer på banen med. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er et svært marked at komme ind på, siger Mads Friis Nielsen, der er kommerciel direktør ved SerEnergy A/S.

Fokus på Kina

Det er mindre end et år siden, at SerEnergy A/S begyndte at samarbejde med Gumpert Aiways. At man allerede nu kan præsentere bilen, er noget usædvanligt – i en industri, hvor der ofte går lang tid fra idé til den endelige præsentation af bilen.

Alle investeringerne i projektet kommer fra Kina, og det vil også primært være her, bilen vil blive solgt.

- I Kina er man mere ambitiøse end i Europa. For eksempel er elbiler ikke længere eksotisk i Kina – det er standarden. Derfor er fokus primært på Kina, siger Mads Friis Nielsen.

 
 
Foto: Gumpert Aiways

Prisleje a la Ferrari

Det er stadig uvist, om RG Nathalie’en en dag kommer til at køre på vejene i det nordjyske.

- Gumpert Aiways’ afdeling i Tyskland vil bygge nogle hundrede biler om året i Europa, og om bilerne kommer til Danmark, ved vi ikke endnu, siger Mads Friis Nielsen.

Det er også uvist, hvad bilen præcis kommer til at koste, men den kommercielle direktør vurderer, at den vil være sammenlignelig med andre performancebiler af samme karakter, som for eksempel en Ferrari.

Fakta om RG Nathalie

Acceleration 0-100 på 2,5 sek
Maxhastighed over 300 km/t
Rækkevidde ved bykørsel 1.200 km
4 hjul - 4 motorer
Elproduktion i bilen til batteriopladning for at være uafhængig af ladestationer

Seneste nyt

fra Nordjylland