Aalborgensisk hiphop-talent begejstrer anmeldere med debutalbum

Rapperen Søren Wolff er aktuel med sit debutalbum, og fredag holdt han release i hjembyen Aalborg.

Netop nu er den aalborgensiske rapper Søren Wolff aktuel med sit debutalbum. Det hedder "Til en som findes" og blev officielt udgivet fredag.

Albummet indeholder blandt andet singlen "Os to", og netop det nummer har allerede fået rosende ord med på vejen. 

- Rørende og æstetisk oplevelse fra spirende rap-talent, skriver musik-mediet Gaffa om musikvideoen til singlen “Os To” fra albummet.

Backstage fredag aften kort inden Wolffs release-koncert.

Fredag aften holdt Søren Wolff - eller blot Wolff, som hans kunstnernavn er - release på Café 1000Fryd i Aalborg. 

- Følelsen er rigtig god. Folk har været meget søde til at skrive til mig, og jeg glæder mig rigtig meget til at spille her på 1000Fryd. 

Søren Wolff, der i dag bor i det københavnske, har arbejdet med musik gennem en del år - blandt andet i samarbejde med andre forskellige kunstnere. Men nu er han altså selv hovedpersonen med sin nye udgivelse, der blandt andet har været en del af Karrierekanonen på P3.

- Jeg har altid skrevet digte, lavet poetry slam, spoken word, og nu er der musik på, og så lyder som L.O.C. møder Yahya Hassan eller noget, forklarer Søren Wolff.

"Til en som findes" kan findes på diverse online-musiktjenester eller købes som vinylplade.


Seneste nyt

fra Nordjylland