Aalborgs hoteller slår overnatningsrekord
Foto: VisitAalborg
Dugfriske tal fra Danmarks Statistik slår fast, at 2016 tegner til at blive endnu et godt år for de aalborgensiske hoteller.
236.000. Så mange overnatninger har der været på de aalborgensiske hoteller det første halve år. Det er en fremgang på 5,4%, og dermed følger Aalborg den generelle vækst i det danske hotelmarked.
Det samlede billede af årets overnatningstal kan selvfølgelig nå at ændre sig, men hos VisitAalborg er man optimistiske i forhold til resten af 2016.
- Vi har flere store kongresser og konferencer i kalenderen, og hvis mønstret fra sidste år gentager sig, kan vi se frem til endnu flere overnatninger i andet halvår end i den første halvdel af året. Vi ved blandt andet, at det har været en god sommer for byens hoteller, så når juli- og august-tallene bliver offentliggjort, vil vi sandsynligvis kunne spore en endnu mere markant fremgang, spår direktør i VisitAalborg, Rasmus Jerver.
Rekorden slår formentlig sidste års rekord, hvor byen havde mere end 500.000 overnatninger. Det svarer til en fremgang på 15,8%.