'Årets Refleksdag': Uddeler reflekser til de morgenfriske
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Bruger du reflekser i trafikken?
Det spørgsmål er der under 50 procents chance for, at du kan svare "ja" til, viser en ny undersøgelse fra YouGov.
Helt præcist er det 53 procent af personer over 18 år, der aldrig anvender reflekser på deres overtøj. Samme undersøgelse viser, at 32 procent af disse svarer, at de glemmer det, eller ikke tænker over, at muligheden er der.
- Hvis du bevæger dig ud i trafikken uden refleks, har en bilist med nærlyset tændt kun ca. 25-30 meter til at se dig. Hvis du derimod har reflekser på overtøjet, har bilisten hele 130-140 meter til at reagere. Den lille refleks giver bilisten mere end 100 meter mere at reagere i – og det gør en rigtig stor forskel for en bilist, lyder det fra direktør i Codan, Camilla Amstrup, i en pressemeddelelse.
Derfor minder Codan og Børneulykkesfonden sammen danskerne om vigtigheden af at bruge reflekser i den mørke tid ved at afholde 'Årets Refleksdag' i dag torsdag.
I morges var de til stede ved banegården i Aalborg for at uddele reflekser.
Og her var der stor rift om de gratis reflekser. Allerede efter 20 minutter var poserne tomme.
I alt uddeles der 35.000 reflekser til bløde trafikanter i udvalgte byer.
Herunder kan man se, hvordan det gik, da de morgenfriske aalborgensere fik tilbudt reflekser med på vejen: