Afdød fundet i havn var 23-årig mand

Den person, der onsdag aften blev fundet død i Limfjorden ud for Aalborg Havn er nu identificeret.

Den mand, der onsdag aften blev fundet død i vandet ud for Østre Havn i Aalborg, er nu blevet identificeret. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Identifikationen af manden, der ifølge politiet havde opholdt sig i vandet et stykke tid, er sket ved hjælp af retsmedicinske undersøgelser, og de viser, at der er tale om en 23-årig mand fra Aalborg, der har været meldt savnet siden 4. maj.

- Han er sidst set 1. maj og har så været meldt savnet hos politiet siden 4. maj, fortæller politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.

Den 23-årige har været eftersøgt af sin familie siden da, men det var først, da en borger fandt den afdøde onsdag aften, familien fik vished om hans skæbne.

Politiet oplyser, at de retstekniske undersøgelser ikke viser tegn på, at den 23-årige har været udsat for en forbrydelse. Carsten Straszek kan dog ikke oplyse yderligere om hvad der førte til mandens død.


Seneste nyt

fra Nordjylland