Aftale: Aalborg får indiske venner
Foto: Aalborg Kommune
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, glæder sig til at udveksle erfaringer og viden med den indiske by Tumakura.
Aalborg har i dag indgået en venskabsaftale med den indiske by Tumakura. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen glæder sig over samarbejdet.
Aalborg er i dag blevet en venskabsby rigere i skikkelse af Tumakura, der er en af de 100 byer, som den indiske stat har udvalgt til landets SMART CITY Mission program. Programmet handler om, hvordan fremtidens byer kan indrettes, så de både er gode at bo i og tager højde for den nødvendige grønne omstilling.
Tumakura er en rigtig spændende by, der i disse år - ligesom Aalborg - oplever store forandringer og fremgang.
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester, Aalborg Kommune
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen glæder sig over det nye samarbejde.
- Tumakura er en rigtig spændende by, der i disse år - ligesom Aalborg - oplever store forandringer og fremgang. Med det her samarbejde får vi mulighed for at udveksle erfaringer og viden på en lang række områder. Det kan både være i forhold til byplanlægning, uddannelse, digitalisering, energioptimering og affaldshåndtering, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Potentiale i samarbejde
I byen Bangalore - omkring 70 kilometer fra Tumakura - har Danmark placeret et af sine udenlandske innovationscentre og det danske konsulat i Indien. De hjælper med at bringe danske interesser i spil i området og derved skabe udvikling i landet. Innovationscenterets chef Jette Bjerrum ser store potentialer i samarbejdet.
- Aftalen mellem Tumakura og Aalborg har stor betydning for konsulatets arbejde med at bringe forskningsinstitutioner og danske virksomheder tættere på de indiske samarbejdspartnere i samarbejdet med Smart City løsninger, siger Jette Bjerrum.
Både Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder på at etablere stærkere relationer til Indien - noget som Aalborg altså nu går ind og bidrager aktivt til.
Tumakura
Tumakura har cirka 300.000 indbyggere og dækker et areal på 4.860 kvadratkilometer og er beliggende i delstaten Karnataka.
Tumakura bliver også kaldt Tumkur.