Arkiv Foto: Jesper Lange

Aktiviteter på Aalborg havn får over en million kroner

Aalborg Waterfront giver 1.150.000 kroner til aktiviteter på havnen i Aalborg.

Som startskud til Aalborg Regatta uddeler Aalborg Waterfront årets sponsorater den 16. juni på skibet Wylde Swan. Sponsoraterne udgør tilsammen 1.150.000 kroner, og bliver i år modtaget af Utzon Centret, Musikkens Hus, Jens Krogh, LOA og Aalborg Regatta.

- Det er vigtigt med disse bidrag til aktiviteterne langs fjorden, og vi, ved Aalborg Waterfront, håber på også i de kommende år at kunne finde fælles fodslag og finde til lommerne. I år er der sat et ekstra stort bidrag af til Aalborg Regatta for at kunne følge op på successen med The Tall Ships Races i 2015, siger Claus Holstein, der er direktør for Aalborg Havn.

Aalborg Waterfront er et maritimt netværk, som skal være med til at trække aktiviteter til Aalborgs havnefront. Det er Aalborg Events, der er ansvarlig arrangør for Aalborg Regatta, som er blevet til på initiativ fra Aalborg Waterfront.