Allan Gaarde: Vi har selv spillet os ud af top-6
AaB skulle i dag vinde over Viborg for at komme med i slutspillet
Det var en skuffet Allan Gaarde, der efter søndag aftens nederlag på udebane til Viborg FF skulle gøre status.
Søndag aftens nederlag til Viborg FF og dermed et farvel til drømmen om top-6 og medaljeslutspillet gør ondt på AaB. For nok flaskede resultaterne i de øvrige kampe i Superligaen sig, præcis som de skulle efter AaB's optik. Men nordjyderne selv svigtede.
- Økonomisk har nederlaget betydning for os, og det har det også sportsligt, sagde sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, til TV2 Nord efter kampen.
- Vi kan ikke kæmpe med om de sjove pladser. Havde vi vundet i dag, havde vi bare været tre point fra en bronzemedalje, uddybede han.
Det var især de første kampe i 2017, der for alvor bragte AaB tæt på slutspillet. I efteråret haltede holdet mildest talt af sted, og det skyldes ifølge Allan Gaarde én bestemt ting, som end ikke en ny cheftræner i form af Morten Wieghorst har kunnet rette op på.
- Vi har udmærket vidst, at det her ville blive en vanskelig sæson. Det har været en transformationssæson. Sidste sommer lavede vi store forandringer, og vi er også ved at spille et nyt hold sammen. Når det så er sagt, har man jo ikke tid til i fodbold at skabe et nyt hold. Man skal også levere resultater samtidig, og pilen har peget opad på det seneste. Derfor er det endnu mere skuffende, at vi ikke formår at vinde i dag, sagde Allan Gaarde.
Han mente heller ikke, at AaB havde satset for højt ved at sætte en plads i top-6 som et mål for sæsonen 2016/17.
- Vi er AaB, og med den historie og de ambitioner og det arbejde, der bliver lagt for dagen, hører vi også hjemme i top-6. Vi må nu sige, at vi selv har spillet os ud af den top-6, men for AaB må det altid være en målsætning at være blandt de bedste seks i Danmark, sagde sportschefen.
Med søndagens bitre 1-2-nederlag til Viborg FF ligger AaB lige nu på en ottendeplads i Superligaen med otte point ned til nedrykningsstregen. I stedet for medaljeslutspil, ender AaB nu i en af de to puljer, der skal spille om nedrykning de næste seks spillerunder.