’Alt føltes ligegyldigt’ – Mikkel Hansen åbner op om sygemelding
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En ubehagelig episode på et hotelværelse fik Mikkel Hansens kone til at træffe beslutningen om, at han skulle sygemeldes.
Mikkel Hansen kæmpede ikke blot med stress, da han sygemeldte sig og tog en pause fra offentligheden i februar 2023.
Den tidligere håndboldspiller led også af en depression, der ramte ham hårdt.
- Der var ingen glæde ved tingene, det hele var bare gråt og ligegyldigt. Alt føltes ligegyldigt. Til sidst var det jo bare… jeg var sgu færdig, fortæller Mikkel Hansen i DR-dokumentaren 'Mikkel Hansen', der udkom mandag.
37-årige Mikkel Hansen stoppede sin aktive håndboldkarriere i april efter at have repræsenteret Danmark ved 21 håndboldslutrunder i streg. Undervejs i karrieren vandt han 12 medaljer med herrelandsholdet.
Punktummet for den gloværdige karriere blev sat med OL-guldet i Paris i sommer. Men godt halvandet år tidligere ramlede Mikkel Hansens tilværelse.
Mikkel Hansens karriere
Navn: Mikkel Hansen
Født: 22. oktober 1987 (37 år)
Position: Venstre back
Tidligere klubber: Helsingør IF, Virum-Sorgenfri, GOG, FC Barcelona, AG København, Paris Saint-Germain, Aalborg Håndbold
Landskampe/mål: 276/1387
Kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller: 2011, 2015 og 2018
Klubtitler:
Dansk mester: 2007, 2011, 2012, 2024
Dansk pokalmester: 2005, 2011, 2012
Spansk pokalmester: 2009, 2010
Fransk mester: 2013, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021, 2022
Fransk pokalmester: 2014, 2015, 2018, 2021, 2022
Medaljer med landsholdet:
VM: Guld i 2019, 2021 og 2023 - sølv i 2011 og 2013
EM: Guld i 2012 - sølv i 2014, 2024 - bronze 2022
OL: Guld i 2016, 2024 - sølv i 2020
Kilder: DHF, Paris Saint-Germain, Ritzau.
Vågnede i panik på hotelværelse
Efter at være vendt hjem til Danmark og Aalborg Håndbold fra et ophold i Paris Saint-Germain havde Mikkel Hansen sat sig i en position, hvor han pendlede fra København til Nordjylland flere gange om ugen.
Samtidig skulle han have familielivet til at fungere med konen Stephanie Gundelach og sønnerne Eddie Max og Vince. Læg dertil at han var vendt tilbage til håndboldbanen efter en blodprop i lungerne, som holdt ham ude i seks måneder.
I dokumentaren fortæller hans kone om bestemt situation, som fik dem begge til at indse, hvor galt det stod til.
Kort efter VM-triumfen i 2023 vågnede Mikkel Hansen på et hotelværelse uden at vide, hvor han befandt sig. Det fik ham til at ringe til sin kone.
- Han er helt ude af den. Han er lige vågnet fra en lur, og han ved ikke, hvor han er henne. Jeg kan bare huske, at han er meget forvirret, og han hyperventilerer og græder, siger Stephanie Gundelach og fortæller, at Mikkel Hansens mørke tanker gjorde hende bekymret.
Herefter var det hende, som tog beslutningen på sin mands vegne, om at han skulle sygemeldes.
I juli 2023 var Mikkel Hansen igen at finde på håndboldbanen i Aalborg Håndbold, hvor han spillede karrierens sidste håndbold.