Der skal nok blive klappet, når statsminister og - i denne sammenhæng især partiformand - Mette Frederiksen lørdag går på talerstolen til det socialdemokratiske årsmøde i Aalborg.
Men det er ikke givet, at klapsalverne bliver så helhjertede og langvarige som de foregående gange, siden hun i 2015 overtog formandsposten.
Under alle omstændigheder kan Mette Frederiksen ikke nøjes med at holde endnu en brandtale om Socialdemokratiet classic med referencer til sin lokale hjemmebane. For noget er sket. Hun har sat sig i spidsen for en tre-parti-regering, der har afskaffet store bededag og vil give topskattelettelser og skære i seniorpensionen.
Det fordrer en ny indfaldsvinkel, der sandsynligvis blandt andet fokuserer på krigen i Ukraine og de investeringer af betragteligt omfang, den har medført, hvilket så samtidig vil bekræfte nogen i fornemmelsen af, at partiformanden inderst inde gerne vil forlade dansk politik til fordel for en international post.
- En-to-hovsa
Hovedproblemet for S-ledelsen er, at der meget tydeligt eksisterer to virkeligheder lige nu - og at den hidtil ikke har formået at bygge bro mellem dem: På Christiansborg og nærmeste omegn er man i stand til en-to-hovsa at opdage fire ekstra milliarder i statskassen. Ude i kommuner og regioner slider socialdemokratiske og andre folkevalgte med at få enderne til at nå sammen i en af de sværeste budgetlægninger i mands minde.
Når de råber op og foreslår, at nogle af de mange penge i statskassen sendes ud i kommunerne for at afværge nogle af de påtænkte hårde nedskæringer, får de at vide, at det kan man ikke, for det vil øge inflationen.
Socialdemokratiet udfordrer velfærdssamfundet
I Berlingske har Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), som ikke er fru-hvem-som-helst i partiet, sagt det sådan op til årsmødet:
- Vi skal selvfølgelig leve, som vi har råd til. Det gør vi også. Men vi lever simpelthen så trist et liv efterhånden.
Man skal - i modsætning til for få år siden - ikke lede længe blandt socialdemokratiske lokalpolitikere i Nordjylland for at finde nogen, der ikke synes, at partitoppen giver dem mulighed for at opretholde det, der i deres øjne er vigtigst for et socialdemokrati - velfærdssamfundet.
Utilfredsheden vil ikke være til at overse
Selv om det ikke er velset, vil der i år uden tvivl lyde kritik fra talerstolen af partiets grundlæggende kurs. Og Mette Frederiksen vil gøre, hvad hun kan for at signalere, at hun og resten af partitoppen forstår mismodet - og forklare, hvorfor det, man har gjort, alligevel er rigtigt.
Uanset hvad hun siger, vil emnet med garanti også fylde rigtig, rigtig meget uden for mødesalen. Her kan man altid på tomandshånd finde utilfredse partimedlemmer. Men denne gang vil kritikerne ikke nøjes med at lufte deres utilfredshed i baren.
Dertil er den - utilfredsheden, altså - i år alt for stor.
