Ankestyrelsen skal vurdere 3F-sag: - Jeg imødeser med glæde en konklusion, siger borgmester
Et enigt Økonomiudvalg i Aalborg Kommune siger nu, at de heller ikke mener, kommunen har handlet ulovligt i sager om støtte til 3F-kongresser.
Var det ulovligt, da Aalborg Kommune støttede to 3F kongresser med knap en halv million kroner? - Nej, siger Økonomiudvalget. Nu skal Ankestyrelsen tage stilling til sagen.
Det var et enigt Økonomiudvalg i Aalborg Kommune, der mandag formiddag nåede frem til, at kommunen ikke har handlet ulovligt i sagerne om finansiel støtte til to pebrede velkomstreceptioner i forbindelse med 3F-kongresser, der har været afholdt i Aalborg i henholdsvis 2016 og 2019.
Dermed er sagen ude af kommunens hænder, og det er nu op til Ankestyrelsen at vurdere, hvorvidt kommunens eventafdeling har handlet inden- eller udenfor lovens rammer.
Jeg synes, det er rigtig godt at få en afgørelse fra Ankestyrelsen
Thomas Kastrup-Larsen (S)
På borgmesterkontoret ser Thomas Kastrup-Larsen frem til, at der kommer en afgørelse på sagen, som har været omtalt i medierne gennem den sidste måneds tid.
- Juridisk kontor føler sig forholdsvis sikre i deres sag om, at det her er inden for lovgivningen, men det er jo Ankestyrelsen, der skal give deres konklusion, og den imødeser jeg med glæde, siger Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup Larsen (S).
Det er Ankestyrelsen, der har bedt om en udtalelse fra Aalborg Kommune i forbindelse med sagen.
For at promovere Aalborg
Kommunen lægger i redegørelsen vægt på det forhold, at velkomstreceptionerne blev holdt for 3F og ikke en åben kreds af deltagere, ikke i sig selv indebærer, at udbetalingen er ulovlig, da formålet med receptionen var at promovere Aalborg som en kongres- og turistby.
Det fremgår af den redegørelse, som Aalborg Kommune har lavet i forbindelse med sagen, at kongressen i 2019 skabte en meromsætning i Aalborg på cirka 16 millioner kroner.
Vurderingen er foretaget på baggrund af tal fra Visit Denmark, der vurderer, at nationale erhvervsturister i 2019 havde et gennemsnitligt døgnforbrug på 2.650 kroner.
- På baggrund af ovenstående vurderes det, at der var proportionalitet i investeringen i receptionerne set i forhold til kommunens udbytte, hvorfor det vurderes, at der var tale om økonomisk forsvarlig forvaltning, står der i redegørelsen fra Aalborg Kommune.
Det er ligeledes Aalborg Kommunes vurdering, at samme forhold gør sig gældende for en lignende reception i 2016.
Eventafdeling gåes efter i sømmene
Mens Ankestyrelsen skal vurdere, hvorvidt det var lovligt, at kommunen betalte for velkomstreceptionerne eller ej, så har kommunen igangsat en undersøgelse af egen praksis, når det kommer til at afholde events i Aalborg Kommune.
På et møde i slutningen af oktober vedtog et enigt Økonomiudvalg, at tilgangen til eventområdet i Aalborg Kommune skulle gennemgås i samarbejde med kommunens revision.
Det indebærer, at alle posteringer over 50.000 kr. fra 1. januar 2015 og frem til i dag bliver efterset. Derudover vil kommunen iværksætte en præcisering og tydeliggørelse af kravene til dokumentation for afholdte udgifter i eventafdelingen.
- Det er klart, at når man ser på de store tilskud, der er blevet givet til 3F-kongresserne, så er det i hvert fald noget, der er en del, der sætter spørgsmålstegn ved, og det kommer vi til at diskutere, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Resultaterne af revisionens arbejde samles der op på til et Økonomiudvalgsmøde 5. december.