Antonio er rørt til tårer over Napoli-sejr - derfor står pizzariaet i Aalborg på den anden ende
Foto: TV2 Nord
Fodbolden er et følelsesladet emne for Antonio.
Napoli kan for første gang siden 1990 og for tredje gang i klubbens historie kalde sig italiensk mester, og det fylder meget på pizzariaet Sticchis i Aalborg.
Antonio Sticchi er glad. Så glad, at tårene bryder frem, når han taler om den store sejr, hans italienske fodboldhold Napoli vandt torsdag aften.
- Det er svært for mig. Jeg er meget emotionel omkring det. Mine følelser er, at alle mennesker i Napoli elsker fodbold, lyder det.
Det er første gang i 33 år, Antonios hjemby vinder det italienske mesterskab, og det lægges der ikke skjul i pizzariaet, der er klædt i klubbens blå-hvide farver.
Inde i restauranten er der et alter med Diego Maradona, der var afgørende for de to første mesterskaber, Napoli fik. Og der er ingen tvivl om, at fodbolden kan betegnes som en religion for Antonio Sticchi.
- Vi har ventet i 33 år og har været tæt på mange gange. Men nu er vi i himlen. Vi er så glade, siger han.
I Italien fylder triumfen også alt i de italienske medier dagen derpå.
Her lyder overskrifterne blandt andet: "Napoli er i Paradis" og "Vi bøjer os i støvet".
Hvorfor betyder det så meget for Napoli?
- De napolitanske mennesker er meget nationale. Familie og fodbold er én ting, forklarer Antonio Sticchi. Og det kan godt være, længslen til hans moderland hiver i ham en smule i aften. I hvert fald kommer sejrfesten til fylde hele byen, spår han:
- Vi kan holde en lille fest her, men vi kan ikke konkurrere med Napoli og den ekplosion af en fest, der kommer til at være i aften.
Hvor længe kan man blive ved med at fejre det?
- Måske helt indtil næste år. Vi vinder også mesterskabet næste år, slutter han uden tvivl i stemmen.
Mærk stemningen dagen derpå i liven fra Pizzariaet her: