Back to Life får opbakning fra forskningscenter

Genoptræningsprojektet Back to Life får nu støtte fra forskere, der fortæller, at projektets deltagere oplever markante forbedringer.

Stifteren af genoptræningsprojektet Back to Life, Mikkel Salling Holmgaard, har nu fået papir på, at hans projekt kommer deltagerne til gavn.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har fulgt genoptræningsprojektet i halvt år og har fundet frem til, at de medvirkende flytter sig markant både psykisk og fysisk. 

- Back to Life har potentiale til at hjælpe de mennesker, der deltager i indsatsen. Mange af de elementer, som projektet ser ud til at lykkes med, kan med fordel tænkes ind i eksisterende rehabiliteringsindsatser, siger forsker Laura Emdal Navne, der har foretaget evalueringen.

Mikkel Salling Holmgaard blev pludselig et kæmpe navn i Nordjylland, efter han i marts blev kåret til Årets Nordjyde ved et awardshow arrangeret af TV2 Nord.

Siden er det gået rigtig stærkt for aalborgenseren og Back to Life, der samarbejde med Region Nordjylland og flere kommuner om genoptræningen af flere borgere, der har været udsat for vold, trafikulykker, pludselig sygdom eller andre alvorlige fysiske skader. 

Han glæder sig over, at effekten af at deltage i Back to Life nu står sort på hvidt, 

- Det er ret fantastisk. Der er kommet flotte resultater ud af forskningsprojektet, og det er vi rigtig glade for. Det er med til at give et ryk i fokusset på de varme hænder og den menneskelige kontakt, siger Mikkel Salling Holmgaard.

Back to Life er baseret på såkaldt peer-støtte, hvor den, som står for den fysiske træning og praktiske hjælp, er én, der selv har prøvet et lignende forløb. Mikkel Salling Holmgaard håber nu på, at forskningsresultaterne kan hjælpe med at udbrede genoptræningsprojektet.

- Det kan give bedre plads for os til at lave aftaler med private arrangører, der har hensigterne på rette sted sted. I Danmark har vi et system, der gerne vil hjælpe alle, og vi kan være med til at aflaste det system og få mennesket tilbage. Vi kan tage det værste af det, og så fungerer systemtet meget bedre, siger Mikkel Salling Holmgaard.

Konkret peger aalborgenseneren på, at de lige nu arbejder med at oprette et genoptræningscenter for dem, der gerne vil træne alt det, de vil, i stedet for nogle få bestemte dage om ugen.

Og så vil de gerne styrke indsatsen i kommunerne, der ifølge Mikkel Salling Holmgaard har det med at tabe patienterne, når det ikke længere er regionen, der varetager genoptræningen.

Det er gratis for borgerne at deltage i Back to Lifes aktiviteter. 

Sådan har VIVE undersøgt Back to Life:

VIVEs evaluering er baseret på henholdsvis en analyse af skriftligt materiale om projektet og om deltagernes rehabiliteringsforløb samt 25 kvalitative interview med deltagere og samarbejdspartnere. Formålet har været dels at beskrive rehabiliteringsindsatsen og dens konkrete tilbud og indhold, dels at belyse deltagere og samarbejdspartneres oplevede effekt af tilbuddet.

Seneste nyt

fra Nordjylland