Bælum tabte slaget om Abildgaard: - En anden klub kunne feje os af pinden
AaB blev slået på målstregen tirsdag aften.
Det så længe ud til, at det ville lykkes for AaB at hente den tidligere spiller Oliver Abildgaard tilbage til Aalborg. Men først på aftenen måtte fungerende sportschef og direktør Thomas Bælum, siddende med sin rødglødende telefon i forhallen på spillerhotellet på klubbens træningslejr i Spanien, erkende, han havde tabt transferslaget til den italienske klub Hellas Verona.
- Sidste dag kan alt ske, men den (interessen, red.) var jo ikke så varm, når det kom til stykket, for der var en anden klub, som kunne feje os af pinden. Selvom Nordens Paris er fantastisk, så er der også dejligt i Verona, siger Thomas Bælum.
Havde takket ja
Mens spilleren løb rundt til formiddagens træning, og Thomas Bælum gik rundt på banen talende i mobiltelefon, tydede alt ellers på, at chancerne for at hente Oliver Abildgaard var store.
Midt på eftermiddagen kunne en smilende Thomas Bælum fortælle til TV2 Nords medrejsende journalister i Spanien, at Oliver Abildgaard havde takket ja til at vende tilbage.
- Vi stod selvfølgelig klar og håbede, ligesom mange AaB-fans gjorde, at det skulle være, men der kom noget ind, som var mere interessant, og det valgte Oliver, siger AaB-direktøren.
Thomas Bælum og staben trak sig tilbage og kunne så kun vente på, at de sidste formaliteter kom på plads. Men omkring klokken 20.00 måtte Thomas Bælum slukøret fortælle TV2 Nord, at man var blevet overhalet indenom, og Oliver Abildgaard i stedet havde takket ja til en lejeaftale med Hellas Verona fra Italien.
Dermed må aalborgenserne nøjes med at have hentet Nicklas Helenius, Rasmus Thelander, Kasper Jørgensen og målmand Nico Mantl siden efterårssæsonen sluttede.