Bedsteforældre strikker for klimaet

En gruppe klimaaktivistiske seniorer indtog Aalborg Fredag eftermiddag. Her demonstrerede gruppen med strikketøj og sang mod Egholmforbindelsen over Limfjorden.

Bedsteforældrenes klimaaktion indtog Gammeltorv i Aalborg fredag eftermiddag. Her demonstrerede gruppen mod den planlagte tredje limfjordsforbindelse over Egholm. 

- Vi er imod Egholmsforbindelsen. Vi er ikke imod en tredje limfjordsforbindelse. Vi mener Egholms projektet står i skarp modsætning til den den grønne omstilling, som kommunen ønsker at være en aktiv del af, siger Elena Smith fra Bedsteforældrenes klimaaktion.

Selve idéen om at bruge strikketøjet, som en måde at demonstrere på, kom fra en lignende aktion i Australien, hvor en gruppe ældre strikkede for klimaet.

- Man har sine forskellige måder at manifestere, det man mener på. Vi syntes det var sjovt at sidde og strikke. Det er vores generation og vores alder. Selv om vi er bedsteforældre, har vi en mening og en tro på, at vi skal gøre noget for klimaet. De unge de strejker og vi strikker, siger Elena Smith.

160421 Bedsteforældrenes klimaaktion

Indtil videre er der kun planlagt to yderligere demonstrationer for Bedsteforældrenes klimaaktion, men ifølge Elena Smith kan der sagtens blive planlagt flere demonstrationer.

- Vi overvejer at fortsætte. Klimaet er gledet lidt i baggrunden i forhold til coronakrisen. Det bedste scenarie ville være, at politikkerne tog til sig, at vi er mange borgere, der er bekymret for klimaet og for naturens situation. Vi ønsker at politikkerne gør, hvad de kan, og at klimaet igen bliver rykket frem på dagsordenen, siger Elena Smith.

Næste demonstration er fredag den 23.april fra klokken 13.


Seneste nyt

fra Nordjylland