Betjent måtte trække pistol mod ung mand med kniv
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
En 19-årig mand er tirsdag for Retten i Aalborg. Han er tiltalt for knivstikkeri og at have angrebet to betjente med kniv efterfølgende.
En ung mand er tiltalt for at angribe to betjente med en kniv. Den ene betjent trak sin tjenestepistol for at få den tiltalte til at stoppe.
Det gik voldsomt for sig, da en politipatrulje i januar blev kaldt ud til knivstikkeri i Nørresundby. Så voldsomt, at den ene betjent måtte trække sin tjenestepistol for at stoppe en dengang 18-årig ung mand, som ifølge politiets anklageskrift angreb betjentene.
Onsdag skal den unge mand, som netop er fyldt 19 år, for Retten i Aalborg, og her vil han blive tiltalt for grov vold. Baggrunden er, at den unge mand efter politiets opfattelse gik amok med kniv 5. januar i år ved 17.45-tiden.
Ifølge anklageskriftet skete det ved et voldeligt overfald på en adresse i Nørresundby, hvor han stak offeret i skulderen og i hoften med to dybe stiksår til følge.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til tirsdag 12. april klokken 9 til 15 i Retten i Aalborg. Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Angreb betjente med kniv
Politiet blev kaldt til stedet efter overfaldet, og det fremgår af anklageskriftet, at den dengang 18-årige mand tilsyneladende angreb betjentene med kniv.
Den ene betjent løb i sikkerhed bag politibilen, da den 18-årige løb frem med kniven i hånden. Efterfølgende gik den tiltalte også frem mod den anden betjent med kniven fremme, og det var i den forbindelse, at den ene betjent trak sin tjenestepistol for at standse den unge mand.
Det fik den tiltalte til at standse, og han blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet, hvilket han har været lige siden. Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den unge mand forholder sig til anklagerne.