LIGE NU:

Bilbrand i Storvorde: 57-årig mand sigtet

En bil stod fredag aften i flammer i Storvorde, og en 57-årig mand fra Nørresundby er sigtet for at stå bag bilbranden.

En beboer på Tofthøjvej i Storvorde opdagede fredag aften, at der var gået ild i vedkommendes bil, som holdt i indkørslen.

Politiet blev kontaktet klokken 21.21, og på stedet fandt de en benzindunk.

Knap halvanden time efter – klokken 22.42 – anholdt politiet så en 57-årig mand fra Nørresundby, som de gennem vidner var blevet opmærksomme på.

Det fortæller Bent Højgaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Den 57-årige blev efterfølgende afhørt og løsladt. Han er dog fortsat sigtet for at stå bag bilbranden, fortæller vagtchefen.