To biler kørte i bussluse i Aalborg
Foto: Nordjyllands Politi
Torsdag formiddag kørte en 82-årig mand sin bil ned i busslusen på Niels Bohrs Vej i Aalborg Øst. Kort efter den ældre mands bil blev reddet op af graven, kørte endnu en bil i hullet.
Bussluser og personbiler har aldrig været gode venner og torsdag formiddag blev endnu to eksempler føjet til historien om det umage makkerpar.
En 82-årig mand endte af ukendte årsager nemlig med at sidde ubehjælpeligt fast i busslusen på Niels Bohrs vej i Aalborg Øst.
- Om han har overset skiltningen eller hvad der er sket, er ikke til at sige, men vi skulle i hvert fald tilkalde vejhjælp for at få bilen op, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.
Da dne 82-årige mand og hans bil var blevet reddet op, skulle uheldet registreres, og mens alle parter stadig var på stedet, gik det faktisk galt igen.
- Der er en bil mere, der kører ned i busslusen, men det lykkes ham faktisk at komme op igen. Bilen faldt ned i hullet, og så hoppede den videre over på den anden side. Men han har nok en ødelagt kofanger, fortæller vagtchefen.
Den anden bilist kørte videre efter sit uheld, så politiet nåede aldrig at tale med ham.